Psalm 137

1 An den Strömen Babels, da saßen wir und weinten, indem wir Zions gedachten.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 An den Weiden, die dort waren, hingen wir unsere Zithern auf.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 Denn dort begehrten, die uns gefangen geführt, Lieder von uns, und unsere Peiniger Fröhlichkeit: “Singt uns eines von den Zionsliedern!”

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 Wie könnten wir die Jahwe-Lieder singen auf dem Boden der Fremde!

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 Wenn ich deiner vergesse, Jerusalem, so schrumpfe meine Rechte ein.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Es klebe meine Zunge an meinem Gaumen, wenn ich deiner nicht gedenke, wenn ich nicht lasse Jerusalem meine höchste Freude sein!

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Gedenke, Jahwe, den Edomitern, den Unglückstag Jerusalems, die da riefen: “Nieder damit, nieder damit bis auf den Grund in ihr!”

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 Tochter Babel, du Verwüsterin, wohl dem, der dir vergilt, was du uns angethan!

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Wohl dem, der deine zarten Kinder packt und schmettert an den Felsen.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.