Job 31
1 Strenge Vorschrift gab ich meinen Augen, und wie hätte ich auf eine Jungfrau lüstern blicken sollen!
Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?
2 Was wäre da die Zuteilung von Gotte droben und das Verhängnis des Allmächtigen in Himmelshöhen?
Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?
3 Ist es nicht Verderben für den Frevler und Unglück für die Übelthäter?
Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?
4 Sieht er nicht meine Wege und zählt alle meine Schritte?
Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?
5 Wenn ich mit Lüge umging, und mein Fuß dem Truge nachjagte, -
Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,
6 es wäge mich Gott mit rechter Wage, daß er meine Unschuld erkenne! -
— han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —
7 wenn mein Schritt vom rechten Weg abwich, wenn mein Herz meinen Augen nachging, und an meinen Händen ein Makel klebte,
dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:
8 so will ich säen und ein andrer möge essen, und meine Schößlinge mögen ausgerissen werden.
Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.
9 Wenn sich mein Herz wegen eines Weibes bethören ließ, und ich an der Thüre meines Nächsten lauerte,
Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:
10 so möge mein Weib einem anderen mahlen, und andere mögen sich über sie strecken.
Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.
11 Denn eine Schandthat wäre das, ein Vergehen, vom Richter zu strafen,
Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;
12 ja, ein Feuer, das bis zum Abgrund fräße und alle meine Habe entwurzeln müßte.
thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.
13 Wenn ich das Recht meines Knechtes verachtete und das meiner Magd, wenn wir im Streite waren -
Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;
14 was wollte ich auch thun, wenn Gott sich erhöbe, und wenn er untersuchte, was ihm erwidern?
— og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?
15 Hat nicht, der mich erschuf, im Mutterleib auch ihn geschaffen, und hat nicht Einer uns im Mutterschoß bereitet? -
har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —
16 Wenn ich Geringen einen Wunsch versagte und die Augen der Witwe verschmachten ließ,
dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,
17 wenn ich meinen Bissen allein verzehrte, und die Waise nicht ihr Teil davon genoß -
og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;
18 nein, seit meiner Jugend wuchs sie mir auf wie einem Vater, von Mutterleib an leitete ich sie -
— tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —
19 wenn ich einen Verkommenden sah ohne Gewand und ohne Decke einen Armen,
dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;
20 wenn meine Hüften mich nicht gesegnet haben, und er sich nicht erwärmte von meiner Lämmer Schur. -
dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;
21 Wenn ich gegen eine Waise meine Faust geschwungen, weil ich im Thore Beistand für mich sah,
dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:
22 so möge meine Achsel aus ihrer Schulter fallen, und mein Arm mir aus seiner Röhre gebrochen werden.
Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!
23 Denn furchtbar war mir das von Gott verhängte Verderben, und ohnmächtig bin ich vor seiner Majestät.
Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.
24 Wenn ich Gold zu meinem Hort gemacht und Feingold meinen Trost genannt habe,
Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;
25 wenn ich mich freute, daß mein Schatz so groß, und daß meine Hand so viel erworben -
dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;
26 Wenn ich das Sonnenlicht betrachtete, wie es strahlte, und den Mond, wie er so prächtig dahinwallte,
dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,
27 und mein Herz sich insgeheim bethören ließ, und meine Hand sich zum Kuß an meinen Mund legte -
og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:
28 auch das wäre ein Vergehen, vom Richter zu strafen, weil ich Gotte droben geheuchelt hätte -
— Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!
29 Wenn ich mich freute über das Unglück meines Feindes und frolockte, wenn ihn Unheil traf, -
dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;
30 aber nie habe ich meinem Munde gestattet, zu sündigen, indem ich ihm fluchend den Tod anwünschte -
— men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —
31 Wenn meine Hausgenossen nicht sagen mußten: “Wann wäre jemand von seinem Fleische nicht satt geworden!”
dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?
32 Der Fremdling durfte nicht im Freien übernachten, meine Thüren öffnete ich dem Wanderer -
— den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —
33 Wenn ich, wie Menschen thun, meine Sünden verheimlichte, indem ich meine Schuld in meinem Busen verbarg,
dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,
34 weil ich mich scheute vor der großen Menge, und die Verachtung der Geschlechter mich schreckte, so daß ich mich still verhielt, nicht aus der Thüre ging -
fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —
35 O wäre doch, der mich anhören wollte! Hier meine Unterschrift - der Allmächtige antworte mir! Und hätte ich doch die KLageschrift, die mein Gegner schrieb!
Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;
36 Fürwahr, ich wollte sie auf meine Schulter heben, als Diadem mir um die Schläfe winden;
sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!
37 ich wollte ihm jeden meiner Schritte künden und wie ein Fürst ihm entgegen treten! Hier enden die Reden Hiobs.
Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.
38 Wenn über mich mein Acker schrie, und insgesamt seine Furchen weinten;
Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;
39 wenn ich seinen Ertrag ohne Entgelt verzehrte und seinem Besitzer das Leben ausblies -
dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:
40 so sollen statt Weizen Dornen aufgehen und statt der Gerste Unkraut.
Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.
