< Psalm 74 >

1 Ein Lehrgedicht, von Asaph. - Warum, ach Gott, verwirfst Du immerfort und lodert über Deiner Herde Deines Zornes Rauch?
(En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
2 Bedenke: Die Gemeinde, die Du einst gegründet, die Du Dir ausgelöst zum Stamme ewigen Besitzes, der Sionsberg, auf dem Du Wohnung nahmst,
Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
3 den Deine Schritte ausgezeichnet, sind zusammen eine Trümmerstatt! Gar alles hat der Feind im Heiligtum geschändet.
Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
4 In Deiner Sammlungsstätte wüten Deine Feinde; sie stellen ihre Flaggen dort als Zeichen auf.
Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
5 So ist's, wie wenn man hohen Schwunges auf Waldgehölz die Äxte hebt.
Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
6 Und nun sein Schnitzwerk allzumal zerschlagen sie mit Beil und Hammer.
Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
7 Sie werfen Feuer in Dein Heiligtum, entweihen in den Staub die Wohnung Deines Namens.
På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
8 In ihrem Herzen sprechen sie: "Wir wollen alle sie zu Heiden machen." Im Land verbrennen sie die Gotteshäuser all.
De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
9 Wir sehen unsere Zeichen nimmer; und Propheten gibt es keine mehr, und niemand weiß bei uns: Wie lange?
Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
10 Wie lange darf der Feind noch höhnen, der Gegner Deinen Namen immerfort verlästern, Gott?
Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
11 Warum entziehst Du Deine rechte Hand dem Kampfe? Vollbringe doch, was Dir obliegt!
Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
12 Von altersher ist Gott mein König, der auf der Erde hilfereiche Werke tut. -
Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
13 In Deiner Macht zerteilst Du ja das Meer, zerbrichst die Drachenköpfe,
Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
14 zerschlägst des Leviatans Häupter und gibst ihn hin der Wüstentiere Schar zum Fraße.
du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
15 Du lässest Bach und Quelle sprudeln und starke Ströme Du versiegen.
Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
16 Dein ist der Tag; Dein ist die Nacht. Genau bemißt Du Mond und Sonne.
din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
17 Du stellst der Erde Grenzen alle fest; Du schaffst den Sommer und den Winter.
du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
18 Gedenke dessen, daß der Feind, Herr, höhnt, daß Deinen Namen lästert ein törichtes Volk!
Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
19 Nicht gib dem Habicht Deiner Taube Leben preis! Vergiß nicht gänzlich Deiner Dulder Menge!
Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
20 Blick auf den Bund! Das Land ist voller Lug und Trug, die Wohnungen sind voll Gewalttat.
se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
21 Nicht ziehe der Bedrängte voller Scham dahin, der Arme nicht, der Elende, der Deinen Namen preist!
Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
22 Auf, Gott! Führ Deine Sache! Der Schmach gedenke, die von Toren allezeit Dir widerfährt!
Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
23 Vergiß den Aufruhr Deiner Feinde nicht, das Toben Deiner Gegner nicht, das immer lauter wird.
lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

< Psalm 74 >