Job 15

1 Darauf erwidert Eliphaz von Teman also:

Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

2 "Kann denn ein Weiser so unsinnige Beweise bringen und sich in solcher Hohlheit blähen?

Svarer vel en vis mann med en kunnskap som bare er vind, og fyller han sitt indre med stormvær?

3 Kann er Beweis mit Reden führen, die nichts taugen, mit Sprüchen, die nichts nütze sind?

Vil han vel forsvare sin sak med ord som ikke nytter, og med tale hvormed han intet utretter?

4 Du machst die Gottesfurcht zunichte, zerstörst die Andacht vor der Gottheit,

Du nedbryter endog gudsfrykten og svekker andakten for Guds åsyn;

5 wenn deine Schuld dich lehrt, also zu reden, und du Verschmitzter Redeweise wählst.

for din synd legger ordene i din munn, og du velger falske menns tale.

6 Dein eigener Mund verdammt dich und nicht ich; die eigenen Lippen strafen dich.

Din egen munn domfeller dig, ikke jeg; dine leber vidner mot dig.

7 Warst du als Erstlingsmensch geboren und kamst du vor den Hügeln auf die Welt,

Blev du født først av alle mennesker, eller kom du til verden før alle haugene var til?

8 und hörtest du im Rate Gottes zu und holtest Weisheit dir allein?

Har du vært tilhører i Guds lønnlige råd og der tilranet dig visdom?

9 Was weißt du, und wir wüßten's nicht, verstehst, was unbekannt uns wäre?

Hvad vet du som vi ikke vet? Hvad forstår du som er ukjent for oss?

10 Sind unter uns doch graue Häupter, mehr als betagt genug, um Vater dir zu sein.

Det er blandt oss en som er både gammel og gråhåret, rikere på dager enn din far.

11 Ist dir die Gotteströstung zu gering, das Wort, das sanft an dich ergeht?

Er Guds trøsteord for lite for dig, og et ord som er talt i saktmodighet til dig?

12 Warum reißt dich ein Unmut fort? Was blicken deine Augen finster,

Hvorfor lar du dig rive med av ditt hjerte, og hvorfor gnistrer dine øine? -

13 daß deinen Geist du Gott zurückzugeben trachtest? Nur mit dem Munde freilich hast du das gesagt.

siden du vender din vrede mot Gud og lar ordene strømme fra din munn.

14 Was ist der Mensch, daß rein er wäre, gerecht der Weibgeborene?

Hvad er et menneske, at han skulde være ren, og en som er født av en kvinne, at han skulde være rettferdig?

15 Selbst seinen Heiligen traut er nicht; der Himmel ist nicht rein in seinen Augen,

Endog på sine hellige stoler han ikke, og himlene er ikke rene i hans øine,

16 geschweige der Abscheuliche, Verdorbene, der Mensch, der Sünde wie das Wasser trinkt.

langt mindre da en vederstyggelig, en fordervet, en mann som drikker urett som vann.

17 Ich will dich lehren; hör mir zu. Was ich geschaut, will ich dir sagen,

Jeg vil kunngjøre dig noget, hør på mig! Hvad jeg har sett, det vil jeg fortelle,

18 was Weise einst verkündet, was ihre Väter ihnen nicht verhehlt,

det som vise menn forkynner og ikke har dulgt, det som de mottok fra sine fedre,

19 die noch allein im Lande saßen, zu denen noch kein Fremder kam.

til hvem landet alene var gitt, og blandt hvem ingen fremmed hadde draget igjennem.

20 Des Bösen Leben ist voll Angst; nur wenig Jahre sind für den Gewaltmenschen bestimmt.

En ugudelig lever i angst alle sine dager, og få i tall er de år som er gjemt for voldsmannen.

21 Der Schrecken hallt in seinem Ohr; wiewohl in Sicherheit, wird er vom Räuber überfallen schon.

Redselstoner lyder i hans ører; midt i freden kommer ødeleggeren over ham.

22 Er gibt den Glauben auf, dem Dunkel zu entrinnen; er ist bestimmt für blutigen Tod

Han tror ikke han skal komme tilbake fra mørket, og han er utsett til å falle for sverdet.

23 und wird ein Fraß der Geier. Er weiß, ihm ist ein finsterer Tag von ihm bestimmt.

Han flakker om efter brød og spør: Hvor er det å finne? Han vet at en mørkets dag står ferdig ved hans side.

24 Ihn schreckt die Not; ihn überfällt die Drangsalszeit gleich einem kampfbereiten Hahn.

Nød og trengsel forferder ham; den overvelder ham, lik en stridsrustet konge,

25 Weil gegen Gott die Hand er ausgestreckt und dem Allmächtigen er Trotz geboten,

fordi han rakte ut sin hånd mot Gud og våget å trosse den Allmektige,

26 so stürmt er gegen ihn, mit seines rauhen Schildes Wölbung.

stormet frem mot ham med opreist nakke, med sine skjolds tette tak,

27 Er deckt mit dem Visier sein Angesicht, legt einen Panzerschurz um seine Lenden.

fordi han dekket sitt ansikt med sin fedme og la fett på sin lend

28 Nur in verfemten Städten noch kann jener siedeln, in unbewohnbaren Gebäuden, die schon dem Abbruch sind verfallen.

og bodde i ødelagte byer, i hus hvor ingen skulde bo, og som var bestemt til å bli grusdynger.

29 Er wird nicht wieder reich, noch hat Bestand je seine Habe; er schlägt im Boden nimmer Wurzel.

Han blir ikke rik, og hans gods varer ikke ved, og hans grøde luter ikke mot jorden.

30 Der Finsternis entgeht er nicht, es dörrt die Hitze seine Zweige, und seine Blüten fallen durch den Sturmwind ab.

Han slipper ikke ut av mørket; ildslue skal tørke hans kvister, og han skal komme bort ved hans munns ånde.

31 Zu denen, die auf Nichtiges vertrauen, irrt er hin; sein Entgelt ist das Nichts.

Ei sette han sin lit til det som forgjengelig er! Da narrer han sig selv, for bare forgjengelighet blir hans vederlag.

32 Noch vor der Zeit verwelken sie, und seine Zweige grünen nimmer.

Før hans dag kommer, blir det opfylt, og hans gren grønnes ikke.

33 Er wirft gleich einem Weinstock seine Früchte ab, wirft wie der Ölbaum seine Blüte hin.

Han blir som et vintre som mister sine druer før de er modne, og som et oljetre som feller sine blomster;

34 Des Frevlers Rotte ist ja unfruchtbar, und Feuer frißt des Unrechts Zelte.

for den gudløses hus er ufruktbart, og ild fortærer deres telter som lar sig underkjøpe.

35 Sie brüten Unheil, hecken Ungemach, und ihres Leibes Frucht ist Trug."

De undfanger ulykke og føder nød, og deres morsliv fostrer svik.