Job 10
1 "Ich bin, des Lebens überdrüssig; ich lasse meiner Klage freien Lauf. In meiner Seele Bitterkeit will ich jetzt reden.
Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
2 Ich spreche nun zu Gott: 'Verurteile mich nicht! Gib an, warum Du mich bekämpfst!
sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
3 Was nützt es Dir, wenn Du verdammst und Deiner Hände Werk verwirfst? Wenn aber zu der Frevler Plan Dein Antlitz leuchtet?
Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
4 Besitzest Du denn Fleischesaugen? Siehst Du so kurz, wie Menschen sehen?
Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
5 Sind Deine Tage wie der Menschen Tage und Deine Jahre wie die Zeit der Sterblichen,
er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
6 daß Du bei mir nach Fehlern fahndest und mich auf Sünde untersuchst,
siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
7 obschon Du weißt, daß ich nicht schuldig bin und mich aus Deinen Händen niemand retten kann?
endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
8 Mich formten kunstvoll Deine Hände; gleichwohl vernichtest Du mich ganz und gar.
Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
9 Bedenke, daß Du mich aus Lehm geschaffen! Und wiederum schickst Du mich in den Staub.
Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
10 Wie Milch hast Du mich hingegossen und mich zur festen Form gemacht,
Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
11 hast mich mit Haut und Fleisch bekleidet, mit Knochen und mit Sehnen mich durchwebt.
iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
12 Ein Leben voller Gnade hast Du mir gegeben, und Deine Fürsorge hat meinen Geist bewacht.
Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
13 Doch im geheimen ist Dein Planen dies; ich weiß es jetzt, was Du gedacht:
og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
14 Wenn je ich fehlte, wolltest Du mir grollen, mir meine Sünde nie verzeihen.
Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
15 Wenn ich in Sünden fiele, wehe mir! Wenn ich rechtschaffen bliebe, ich dürfte dennoch nicht mein Haupt erheben, mit Schmach gesättigt, an Elend und am Leide satt.
Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
16 Ja, machst Du Jagd auf mich gleichwie auf einen Löwen, und zeigst Du dadurch Dich stets unvergleichlich,
Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
17 daß Du den Angriff auf mich stets erneuerst und Deinen Unmut an mir kühlst, in immer neuen Angriffen auf mich?
nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
18 Warum hast Du mich aus dem Schoß geführt? Ach, wäre ich gestorben, ehe mich ein Auge sah!
Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
19 Als wäre niemals ich gewesen, so hätte ich schon werden mögen, vom Mutterleib sogleich zu Grab getragen!
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
20 Sind meine Lebenstage nicht so kurz? Laß ab von mir, daß ich ein wenig heiter werde,
Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
21 bevor ich, ohne Rückkehr, geh ins Land der düstern Todesschatten,
før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 ins Land, wo tiefste Finsternis das Dunkel bildet, ganz ohne Unterschied, und wo es, wenn es heller scheint, noch immer dunkelt!'"
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
