Luc 20
1 Un de ces jours-là, comme il instruisait le peuple dans le Temple et lui annonçait l'Évangile, survinrent les chefs des prêtres et les Scribes, réunis aux Anciens,
Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
2 qui lui tinrent ce langage: «Dis-nous en vertu de quelle autorité tu fais ces choses, ou qui est celui qui t'a donné cette autorité?»
Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
3 Il leur fit cette réponse: «Je vous poserai, moi aussi, une question: répondez-moi;
Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
4 le baptême de Jean venait-il du ciel ou des hommes?»
Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
5 Or ils faisaient, à part eux, ce raisonnement: «Si nous disons: du ciel, il répliquera: «Pourquoi alors ne l'avez-vous pas cru?»
Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
6 Si nous disons: des hommes, tout le peuple nous lapidera; car il est convaincu que Jean était un prophète.»
Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet."
7 Ils répondirent donc qu'ils ne savaient d'où venait ce baptême.
Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
8 Et Jésus leur répondit à son tour: «Je ne vous dis pas, moi non plus, en vertu de quelle autorité je fais ces choses.»
Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."
9 Puis il se mit à raconter au peuple cette parabole: «Un homme planta une vigne, la loua à des vignerons et fit une longue absence.
Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.
10 La saison venue, il envoya un serviteur aux vignerons, chargé de recevoir le produit de la vigne. Les vignerons, après l'avoir battu, le renvoyèrent les mains vides.
Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
11 Le maître alors leur envoya un autre serviteur. Celui-là, ils le battirent aussi, le traitèrent avec mépris et le renvoyèrent les mains vides.
Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
12 Il leur en envoya un troisième. Celui-là ils le couvrirent de blessures et le jetèrent dehors.
Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.
13 — «Que dois-je faire?» dit alors le maître de la vigne. «Je leur enverrai mon fils, mon bien-aimé; sans doute, ils le respecteront.»
Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
14 Mais quand les vignerons le virent, ils firent entre eux ce raisonnement: Celui-là c'est l'héritier; tuons-le pour que l'héritage soit à nous.»
Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
15 Alors ils le jetèrent hors de la vigne et le tuèrent. Que leur fera donc le maître de la vigne?
Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
16 Il viendra, il fera périr ces vignerons et donnera la vigne, à d'autres.» — «Que cela n'arrive pas!» dirent-ils à ces paroles.
Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
17 Mais lui, les regardant en face, ajouta: «Qu'est-ce donc que ce passage de l'Écriture: «La pierre qu'ont rejetée ceux qui bâtissaient; Celle-là même est devenue la tête de l'angle.»
Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
18 «Quiconque tombera sur cette pierre s'y brisera; et celui sur qui elle tombera, elle le mettra en poussière.»
Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."
19 Les Scribes et les chefs des prêtres cherchèrent à mettre immédiatement la main sur lui; car ils comprenaient bien que c'était eux qu'il avait en vue dans cette parabole; mais ils redoutaient le peuple.
Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
20 Ils le surveillèrent et lui envoyèrent d'habiles espions qui faisaient semblant d'être de bonne foi; leur but était de surprendre une parole de lui qui leur permît de le livrer aux autorités et au pouvoir du procurateur.
Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21 Ils lui posèrent une question: «Maître, nous savons que tu es droit dans ta parole et dans ton enseignement, que tu ne fais acception de personne, que, tout au contraire, tu enseignes en toute vérité la voie de Dieu.
Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
22 Nous est-il permis, oui ou non, de payer un tribut à César?»
Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
23 Devinant leur ruse, Jésus leur dit:
Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?
24 «Montrez-moi un denier... De qui porte-t-il l'image et l'inscription?» — «De César», répondirent-ils. —
Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."
25 «Eh bien, leur dit-il alors, rendez à César ce qui est à César et à Dieu ce qui est à Dieu.»
Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."
26 Il leur fut ainsi impossible de surprendre une parole de lui en présence du peuple, et tout étonnés de cette réponse, ils gardèrent le silence.
Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
27 Survinrent ensuite quelques Saducéens (ceux qui affirment qu’il n’y a point de résurrection); ils lui posèrent aussi une question:
Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
28 «Maître, dirent-ils, voici ce que Moïse nous a prescrit: «Si le frère de quelqu'un meurt laissant une femme sans enfants, celui-ci devra épouser la veuve, pour susciter à son frère une postérité.»
"Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
29 Or, il y a eu sept frères. Le premier a pris femme et est mort sans enfants.
Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
30 Le second a épousé la veuve;
Ligeså den anden.
31 puis le troisième; tous les sept; aucun n'a laissé d'enfants; et tous sont morts.
Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
32 Enfin, la femme aussi est morte.
Men til sidst døde også Hustruen.
33 Eh bien, à la résurrection, duquel d'entre eux cette femme sera-t-elle l'épouse? Les sept, en effet, l'ont eue pour femme.»
Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."
Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; (aiōn g165)
35 mais ceux qui ont été jugés dignes de participer au monde à venir et à la résurrection d'entre les morts, ne se marient, ni ne sont donnés en mariage; (aiōn g165)
men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
36 car ils ne peuvent plus mourir: ils sont semblables aux anges, et ils sont fils de Dieu étant fils de la résurrection.
Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
37 Or que les morts ressuscitent, Moïse l'a montré au passage du buisson, quand il appelle le Seigneur, le Dieu d'Abraham, le Dieu d'Isaac, le Dieu de Jacob.
Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
38 Or ce n'est point de morts, c'est de vivants qu'il est Dieu. Pour lui ils vivent tous.»
Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."
39 Quelques Scribes intervinrent pour dire: «Maître, tu as parfaitement répondu.»
Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."
40 Personne n'osait plus lui poser une seule question.
Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
41 Il leur demanda alors: «Comment dit-on que le Christ est Fils de David,
Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
42 quand David dit lui-même au livre des Psaumes: «Le Seigneur a dit à mon Seigneur: Siège à ma droite;
David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
43 Jusqu'à ce que j'aie mis tes ennemis sous tes pieds.»
indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44 Ainsi David l'appelle Seigneur, comment donc est-il son fils?»
Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
45 Devant tout le peuple qui entendait, il dit aux disciples:
Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
46 «Soyez sur vos gardes avec les Scribes qui se complaisent à se promener en robes solennelles, qui aiment à recevoir des salutations sur les places publiques, à occuper les premiers sièges dans les synagogues, les premières places dans les festins,
"Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,
47 qui dévorent, les ressources des veuves, et qui affectent de prier longuement. C'est pour ces hommes-là que le jugement aura le plus de rigueur.»
de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."
