Psaumes 56

1 Mictam de David, [donné] au maître chantre, [pour le chanter] sur Jonathelem-rehokim, touchant ce que les Philistins le prirent dans Gath. Ô Dieu! aie pitié de moi, car l'homme [mortel] m'engloutit [et] m'opprime, me faisant tout le jour la guerre.

Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En Miktam, da Filisterne greb ham i Gat.

2 Mes espions m'ont englouti tout le jour; car, ô Très-haut! Plusieurs me font la guerre.

Vær mig naadig, Gud, thi Mennesker vil mig til Livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;

3 Le jour auquel je craindrai je me confierai en toi.

mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!

4 Je louerai en Dieu sa parole, je me confie en Dieu, je ne craindrai rien; que me fera la chair?

Naar jeg gribes af Frygt, vil jeg stole paa dig,

5 Tout le jour ils tordent mes propos, et toutes leurs pensées tendent à me nuire.

og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler paa Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?

6 Ils s'assemblent, ils se tiennent cachés, ils observent mes talons, attendant [comment ils surprendront] mon âme.

De oplægger stadig Raad imod mig, alle deres Tanker gaar ud paa ondt.

7 Leur moyen d'échapper c'est par outrage; ô Dieu, précipite les peuples en ta colère!

De flokker sig sammen, ligger paa Lur, jeg har dem lige i Hælene, de staar mig jo efter Livet.

8 Tu as compté mes allées et venues; mets mes larmes dans tes vaisseaux; ne sont-elles pas écrites dans ton registre?

Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!

9 Le jour auquel je crierai à toi, mes ennemis retourneront en arrière; je sais que Dieu est pour moi.

Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Taarer; de staar jo i din Bog.

10 Je louerai en Dieu sa parole, je louerai en l'Eternel sa parole.

Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; saa meget ved jeg, at Gud er med mig.

11 Je me confie en Dieu, je ne craindrai rien; que me fera l'homme?

Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENS Hjælp skal jeg prise hans Ord.

12 Ô Dieu, tes vœux seront sur moi; je te rendrai des actions de grâces.

Jeg stoler paa Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?

13 Puisque tu as délivré mon âme de la mort, ne [garderais-tu] pas mes pieds de broncher, afin que je marche devant Dieu en la lumière des vivants?

Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig. Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Aasyn i Livets Lys.