Psalms 137

1 By rivers of Babylon — There we did sit, Yea, we wept when we remembered Zion.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

2 On willows in its midst we hung our harps.

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 For there our captors asked us the words of a song, And our spoilers — joy: 'Sing ye to us of a song of Zion.'

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

4 How do we sing the song of Jehovah, On the land of a stranger?

Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

5 If I forget thee, O Jerusalem, my right hand forgetteth!

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 My tongue doth cleave to my palate, If I do not remember thee, If I do not exalt Jerusalem above my chief joy.

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 Remember, Jehovah, for the sons of Edom, The day of Jerusalem, Those saying, 'Rase, rase to its foundation!'

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

8 O daughter of Babylon, O destroyed one, O the happiness of him who repayeth to thee thy deed, That thou hast done to us.

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 O the happiness of him who doth seize, And hath dashed thy sucklings on the rock!

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!