Job 37
1 Myn herte dredde of this thing, and is moued out of his place.
Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
2 It schal here an heryng in the feerdfulnesse of his vois, and a sown comynge forth of his mouth.
Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
3 He biholdith ouere alle heuenes; and his liyt is ouere the termes of erthe.
Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
4 Sown schal rore aftir hym, he schal thundre with the vois of his greetnesse; and it schal not be souyt out, whanne his vois is herd.
Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
5 God schal thundre in his vois wondurfulli, that makith grete thingis and that moun not be souyt out.
Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
6 Which comaundith to the snow to come doun on erthe, and to the reynes of wijntir, and to the reynes of his strengthe.
Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
7 Which markith in the hond of alle men, that alle men knowe her werkis.
Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
8 An vnresonable beeste schal go in to his denne, and schal dwelle in his caue, `ethir derke place.
Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
9 Tempestis schulen go out fro the ynnere thingis, and coold fro Arturus.
Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
10 Whanne God makith blowyng, frost wexith togidere; and eft ful brood watris ben sched out.
Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
11 Whete desirith cloudis, and cloudis spreeden abrood her liyt.
Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
12 Whiche cloudes cumpassen alle thingis bi cumpas, whidur euere the wil of the gouernour ledith tho, to al thing which he comaundith `to tho on the face of the world;
Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
13 whether in o lynage, ethir in his lond, ether in what euer place of his merci he comaundith tho to be foundun.
Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
14 Joob, herkene thou these thingis; stonde thou, and biholde the meruels of God.
Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
15 Whethir thou woost, whanne God comaundide to the reynes, that tho schulen schewe the liyt of hise cloudis?
Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
16 Whether thou knowist the grete weies of cloudis, and perfit kunnyngis?
Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
17 Whether thi cloothis ben not hoote, whanne the erthe is blowun with the south?
du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
18 In hap thou madist with hym heuenes, which moost sad ben foundid, as of bras.
Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
19 Schewe thou to vs, what we schulen seie to hym; for we ben wlappid in derknessis.
Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
20 Who schal telle to hym, what thingis Y speke? yhe, if he spekith, a man schal be deuourid.
Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
21 And now men seen not liyt; the eir schal be maad thicke sudenli in to cloudis, and wynd passynge schal dryue awei tho.
Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
22 Gold schal come fro the north, and ferdful preisyng of God.
Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
23 For we moun not fynde him worthili; he is greet in strengthe, and in doom, and in riytfulnesse, and may not be teld out.
Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
24 Therfor men schulen drede hym; and alle men, that semen to hem silf to be wise, schulen not be hardi to biholde.
Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
