< Hebrews 6 >

1 Therefore leaving the teaching of the first principles of Messiah, let’s press on to perfection—not laying again a foundation of repentance from dead works, of faith towards God,
Lader os derfor forbigaa Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenheden uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud,
2 of the teaching of immersions, of laying on of hands, of resurrection of the dead, and of eternal judgement. (aiōnios g166)
med Lære om Døbelser og. Haandspaalæggelse og dødes Opstandelse, og evig Dom. (aiōnios g166)
3 This will we do, if God permits.
Ja, dette ville vi gøre, saafremt Gud tilsteder det.
4 For concerning those who were once enlightened and tasted of the heavenly gift, and were made partakers of the Holy Spirit,
Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligaand
5 and tasted the good word of God and the powers of the age to come, (aiōn g165)
og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, — dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse, (aiōn g165)
6 and then fell away, it is impossible to renew them again to repentance; seeing they crucify the Son of God for themselves again, and put him to open shame.
da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
7 For the land which has drunk the rain that comes often on it and produces a crop suitable for them for whose sake it is also tilled, receives blessing from God;
Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den ogsaa dyrkes, faar Velsignelse fra Gud;
8 but if it bears thorns and thistles, it is rejected and near being cursed, whose end is to be burnt.
men naar den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
9 But, beloved, we are persuaded of better things for you, and things that accompany salvation, even though we speak like this.
Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale saaledes.
10 For God is not unrighteous, so as to forget your work and the labour of love which you showed towards his name, in that you served the holy ones, and still do serve them.
Thi Gud er ikke uretfærdig, saa at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have Udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
11 We desire that each one of you may show the same diligence to the fullness of hope even to the end,
Men vi ønske, at enhver af eder maa udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Haabet indtil Enden,
12 that you won’t be sluggish, but imitators of those who through faith and perseverance inherited the promises.
for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arve Forjættelserne.
13 For when God made a promise to Abraham, since he could swear by no one greater, he swore by himself,
Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
14 saying, “Surely blessing I will bless you, and multiplying I will multiply you.”
„Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.‟
15 Thus, having patiently endured, he obtained the promise.
Og saaledes opnaaede han Forjættelsen ved at vente taalmodigt.
16 For men indeed swear by a greater one, and in every dispute of theirs the oath is final for confirmation.
Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse.
17 In this way God, being determined to show more abundantly to the heirs of the promise the immutability of his counsel, interposed with an oath,
Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
18 that by two immutable things, in which it is impossible for God to lie, we may have a strong encouragement, who have fled for refuge to take hold of the hope set before us.
for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os,
19 This hope we have as an anchor of the soul, a hope both sure and steadfast and entering into that which is within the veil,
hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhænget,
20 where as a forerunner Yeshua entered for us, having become a high priest forever after the order of Melchizedek. (aiōn g165)
hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid. (aiōn g165)

< Hebrews 6 >