Psalms 39
1 For the Chief Musician. For Jeduthun. A Psalm by David. I said, “I will watch my ways, so that I don’t sin with my tongue. I will keep my mouth with a bridle while the wicked is before me.”
Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 I was mute with silence. I held my peace, even from good. My sorrow was stirred.
Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«
3 My heart was hot within me. While I meditated, the fire burned. I spoke with my tongue:
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,
4 “Yahweh, show me my end, what is the measure of my days. Let me know how frail I am.
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Behold, you have made my days hand widths. My lifetime is as nothing before you. Surely every man stands as a breath.” (Selah)
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
6 “Surely every man walks like a shadow. Surely they busy themselves in vain. He heaps up, and doesn’t know who shall gather.
Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)
7 Now, Lord, what do I wait for? My hope is in you.
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.
8 Deliver me from all my transgressions. Don’t make me the reproach of the foolish.
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.
9 I was mute. I didn’t open my mouth, because you did it.
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!
10 Remove your scourge away from me. I am overcome by the blow of your hand.
Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.
11 When you rebuke and correct man for iniquity, you consume his wealth like a moth. Surely every man is but a breath.” (Selah)
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.
12 “Hear my prayer, Yahweh, and give ear to my cry. Don’t be silent at my tears. For I am a stranger with you, a foreigner, as all my fathers were.
Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)
13 Oh spare me, that I may recover strength, before I go away and exist no more.”
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!
