< Luke 20 >

1 On one of those days, as he was teaching the people in the temple and preaching the Good News, the priests and scribes came to him with the elders.
Og det skete paa en af de Dage, medens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
2 They asked him, “Tell us: by what authority do you do these things? Or who is giving you this authority?”
Og de talte til ham og sagde: „Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?‟
3 He answered them, “I also will ask you one question. Tell me:
Men han svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
4 the baptism of John, was it from heaven, or from men?”
Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?‟
5 They reasoned with themselves, saying, “If we say, ‘From heaven,’ he will say, ‘Why didn’t you believe him?’
Men de overvejede med hverandre og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
6 But if we say, ‘From men,’ all the people will stone us, for they are persuaded that John was a prophet.”
Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.‟
7 They answered that they didn’t know where it was from.
Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra.
8 Jesus said to them, “Neither will I tell you by what authority I do these things.”
Og Jesus sagde til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.‟
9 He began to tell the people this parable: “A man planted a vineyard and rented it out to some farmers, and went into another country for a long time.
Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider.
10 At the proper season, he sent a servant to the farmers to collect his share of the fruit of the vineyard. But the farmers beat him and sent him away empty.
Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
11 He sent yet another servant, and they also beat him and treated him shamefully, and sent him away empty.
Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort.
12 He sent yet a third, and they also wounded him and threw him out.
Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud.
13 The lord of the vineyard said, ‘What shall I do? I will send my beloved son. It may be that seeing him, they will respect him.’
Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham.
14 “But when the farmers saw him, they reasoned amongst themselves, saying, ‘This is the heir. Come, let’s kill him, that the inheritance may be ours.’
Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
15 Then they threw him out of the vineyard and killed him. What therefore will the lord of the vineyard do to them?
Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem?
16 He will come and destroy these farmers, and will give the vineyard to others.” When they heard that, they said, “May that never be!”
Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.‟ Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!‟
17 But he looked at them and said, “Then what is this that is written, ‘The stone which the builders rejected was made the chief cornerstone’?
Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
18 Everyone who falls on that stone will be broken to pieces, but it will crush whomever it falls on to dust.”
Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟
19 The chief priests and the scribes sought to lay hands on him that very hour, but they feared the people—for they knew he had spoken this parable against them.
Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
20 They watched him and sent out spies, who pretended to be righteous, that they might trap him in something he said, so as to deliver him up to the power and authority of the governor.
Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21 They asked him, “Teacher, we know that you say and teach what is right, and aren’t partial to anyone, but truly teach the way of God.
Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
22 Is it lawful for us to pay taxes to Caesar, or not?”
Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?‟
23 But he perceived their craftiness, and said to them, “Why do you test me?
Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig?
24 Show me a denarius. Whose image and inscription are on it?” They answered, “Caesar’s.”
Viser mig en Denar; hvis Billede og Overskrift bærer den?‟ Men de svarede og sagde: „Kejserens.‟
25 He said to them, “Then give to Caesar the things that are Caesar’s, and to God the things that are God’s.”
Men han sagde til dem: „Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟
26 They weren’t able to trap him in his words before the people. They marvelled at his answer and were silent.
Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
27 Some of the Sadducees came to him, those who deny that there is a resurrection.
Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
28 They asked him, “Teacher, Moses wrote to us that if a man’s brother dies having a wife, and he is childless, his brother should take the wife and raise up children for his brother.
„Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
29 There were therefore seven brothers. The first took a wife, and died childless.
Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
30 The second took her as wife, and he died childless.
Ligesaa den anden.
31 The third took her, and likewise the seven all left no children, and died.
Og den tredje tog hende, og saaledes ogsaa alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
32 Afterward the woman also died.
Men til sidst døde ogsaa Hustruen.
33 Therefore in the resurrection whose wife of them will she be? For the seven had her as a wife.”
Hvem af dem faar hende saa til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟
34 Jesus said to them, “The children of this age marry and are given in marriage. (aiōn g165)
Og Jesus sagde til dem: „Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; (aiōn g165)
35 But those who are considered worthy to attain to that age and the resurrection from the dead neither marry nor are given in marriage. (aiōn g165)
men de, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
36 For they can’t die any more, for they are like the angels and are children of God, being children of the resurrection.
Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
37 But that the dead are raised, even Moses showed at the bush, when he called the Lord ‘The God of Abraham, the God of Isaac, and the God of Jacob.’
Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
38 Now he is not the God of the dead, but of the living, for all are alive to him.”
Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.‟
39 Some of the scribes answered, “Teacher, you speak well.”
Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: „Mester! du talte vel.‟
40 They didn’t dare to ask him any more questions.
Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
41 He said to them, “Why do they say that the Christ is David’s son?
Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
42 David himself says in the book of Psalms, ‘The Lord said to my Lord, “Sit at my right hand,
David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
43 until I make your enemies the footstool of your feet.”’
indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44 “David therefore calls him Lord, so how is he his son?”
Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟
45 In the hearing of all the people, he said to his disciples,
Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene:
46 “Beware of those scribes who like to walk in long robes, and love greetings in the marketplaces, the best seats in the synagogues, and the best places at feasts;
„Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne,
47 who devour widows’ houses, and for a pretence make long prayers. These will receive greater condemnation.”
de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.‟

< Luke 20 >