< Psalms 78 >

1 An Instructive Psalm. Asaph’s. Give ear, O my people, to mine instruction, Bend your ear to the sayings of my mouth;
(En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;
2 I will open, in a parable, my mouth, I will pour forth enigmas out of antiquity; —
jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,
3 Which we have heard, and come to know, And, our fathers, have recounted to us;
hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
4 We will not withhold [them] from their children, To a later generation, recounting the praises of Yahweh, Even his might and his wonders which he wrought;
vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
5 When he set up a testimony in Jacob, And, a law, appointed in Israel, —Which he commanded our fathers, That they might make them known to their children;
Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
6 To the end, A later generation, might come to know, Children who should be born, Who should arise, and recount [them] to their children;
at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,
7 That they might set, in Elohim, their confidence, —And not forget the doings of El, But, his commandments, might observe;
så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
8 And not become, like their fathers, a generation stubborn and rebellious, —A generation that fixed not their heart, Neither was their spirit, faithful with GOD.
ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud
9 The sons of Ephraim—armed bowmen, Turned in the day of battle;
- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -
10 They kept not the covenant of God, And, in his law, refused to walk;
Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
11 And forgat His doings, And his wonders which he had showed them:
hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
12 In presence of their fathers, wrought he, wondrously, —In the land of Egypt—the field of Zoan:
Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;
13 He clave the sea, and caused them to pass through, And reared up the waters like a mound;
han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;
14 And led them, by a cloud, in the daytime, And all the night, by a light of fire;
han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
15 He used to cleave rocks in the desert, And let them drink as out of mighty deeps;
han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
16 And he brought forth streams out of the cliff, And caused waters to flow down, like rivers.
han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
17 But again, once more sinned they against him, Resisting the Most High in a land of drought:
Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
18 They put GOD to the proof in their heart, By asking food to their mind:
de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
19 Yea they spake against Elohim, —They said, Can GOD prepare a table in the desert?
de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?
20 Lo! he hath smitten a rock, And waters, have gushed out, Yea, torrents, have rushed along, —Food also, can he give? Or provide flesh for his people?
Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"
21 Therefore, Yahweh hearkened, and became wroth, —And, a fire, was kindled against Jacob, Moreover also, anger, mounted against Israel;
Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
22 Because, They believed not in God, Nor trusted in his salvation;
fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.
23 Though he had commanded the skies above, And, the doors of the heavens, had opened;
Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne
24 And had rained on them manna to eat, And, the corn of the heavens, had given to them:
og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
25 The food of the mighty, each one did eat, Nourishment, sent he them to the full;
Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
26 He let loose an east wind in the heavens, Then guided he, in his might, a south wind;
Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
27 And rained upon them flesh as the dust, And, like the sand of the seas, birds of wing;
Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
28 And let them fall in the midst of their camp, —Round about their habitations.
lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
29 So they did eat and were abundantly filled, When, what they longed for, he had brought them: —
Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.
30 They had not turned away from what they had longed for, Yet was their food in their mouth,
Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,
31 When, the anger of God, mounted against them, And he slew of their vigorous youths, And, the choice young men of Israel, caused he to bow down in death.
rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
32 For all this, sinned they still, And believed not in his wonders;
Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.
33 So he ended, in a breath, their days, And their years, in a sudden terror!
Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.
34 If he slew [of] them, then they sought him, Yea they turned, and did earnestly seek GOD;
Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
35 And remembered that, Elohim, was their rock, Yea, EL Most High, their Redeemer:
kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
36 So they spake him fair with their mouth, And, with their tongue, did promise him falsely;
De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
37 But, their heart, was not fixed with him, Nor were they trusty in his covenant:
deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
38 Yet, he, full of compassion, would put a propitiatory-covering over iniquity, and not destroy, —Yea, many a time, turned he back his anger, And would not stir up all his wrath.
Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
39 So then he remembered, That, Flesh, they were, A Wind departing, that returneth not.
han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
40 How often they, Resisted him in the desert, Vexed him, in the waste:
Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
41 Yea they again put GOD to the test, And, to the Holy One of Israel, caused they sorrow:
De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;
42 They remembered not his hand—The day, When he ransomed them from the adversary;
hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,
43 When he set, in Egypt, his signs, And his wonders, in the plain of Zoan;
da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
44 When he turned, into blood, their Nile-streams, And, their own rivers, could they not drink;
forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,
45 He sent among them, The gad-fly, and it devoured them, And the frog, and it despoiled them;
sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,
46 When he gave to the corn-locust their produce, And their toil, to the swarming locust;
gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
47 He killed, with hail, their vine, And their sycomores, with frost:
slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
48 When he gave up, to hail-storms, their beasts, And their cattle, to pestilent fevers;
prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
49 He sent among them the heat of his anger, Wrath and indignation and distress, —A mission of messengers of misfortune:
Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
50 He leveled a path for his anger, Withheld not, from death, their soul, But, their life—to the pestilence, he delivered:
frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
51 So he smote, Every first-born in Egypt, The beginning of their strength, in the tents of Ham;
alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
52 And he set forth, like sheep, his people, And guided them, like a flock in the desert;
lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,
53 Yea he led them securely, and they dreaded not, And, their enemies, the sea did cover.
ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
54 Then brought he them within his own holy bounds, The mountain-range, which his right hand made his own:
han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
55 So he drave out, before them, [whole] nations, And allotted them, by line, an inheritance, And caused to dwell, in their own homes, the tribes of Israel.
drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 But they tested and resisted God Most High, And, his testimonies, did not observe;
Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
57 But drew back and dealt treacherously, like their fathers, They turned aside, like deceitful bowmen;
de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
58 And provoked him to anger with their high places, And, with their images, used to move him to jealousy.
de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.
59 God heard and was wroth, And greatly abhorred Israel;
Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;
60 So he gave up the habitation of Shiloh, The tent he had set up among Men;
han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
61 Yea he gave up, into captivity, his strength, And his beauty into the hand of an adversary;
han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,
62 And delivered up, to the sword, his people, And, with his own inheritance, was he wroth;
prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;
63 His young men, were devoured by fire, And, his virgins, were not praised in song;
Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
64 His priests, by the sword, did fall, And, his widows, were not able to bewail.
dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
65 Then awoke, as one that had slept, Adonay, As a warrior exulting with wine!
Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
66 So he smote his adversaries in the rear, Reproach age-abiding, laid he upon them.
han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
67 Howbeit he rejected the tent of Joseph, And, the tribe of Ephraim, did not choose:
Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
68 But made choice of the tribe of Judah, The mountain of Zion, which he loved;
han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
69 And built, like the heights, his sanctuary, Like the earth, he founded it to times age-abiding.
han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.
70 And made choice of David his servant, And took him from among the folds of the sheep:
Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,
71 From after the sucking ewes, he brought him in, —To be shepherd to Jacob his people, And to Israel, his inheritance.
hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
72 So he did shepherd them, according to the singleness of his heart, And, with the discernment of his hands, used he to guide them.
han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.

< Psalms 78 >