< Luke 9 >

1 And, calling together the twelve, he gave them power and authority over all the demons, and to be curing, diseases;
Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle de onde Ånder og til at helbrede Sygdomme.
2 and sent them forth, to be proclaiming the kingdom of God, and to be healing;
Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de syge.
3 and said unto them—Nothing, take ye for the journey, —neither staff, nor satchel, nor bread, nor silver, nor to have, two tunics.
Og han sagde til dem: "Tager intet med på Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler.
4 And, into whatsoever house ye enter, there, abide, and, thence, be going forth.
Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage bort.
5 And, as many soever as shall not welcome you, in going forth from that city, the dust of your feet, shake ye off, for a witness against them.
Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gå ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem."
6 And they went forth, and were passing through, along the villages, —delivering the glad-message, and effecting cures in every direction.
Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne.
7 Now Herod the tetrarch heard of all the things which were coming to pass, and was utterly at a loss, because of its being said, by some, that, John, had been raised from the dead;
Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han var tvivlrådig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra de døde;
8 and, by some, that, Elijah, had appeared; and, by others, that, some prophet of the ancients, had arisen.
men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle Profeter var opstanden.
9 But Herod said—John, I myself, beheaded; but, who is this, concerning whom I am hearing such things as these? And he was seeking to see him.
Men Herodes sagde: "Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem er denne, om hvem jeg hører sådanne Ting?" Og han søgte at få ham at se.
10 And the Apostles, returning, related to him what great things they had done. And, taking them aside, he retired privately, into a city called Bethsaida.
Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en By, som kaldes Bethsajda.
11 But, the multitudes, getting to know, followed him; and, giving them welcome, he began speaking unto them concerning the kingdom of God, —and, them that had need of cure, he healed,
Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom.
12 And, the day, began to decline; and the twelve, coming near, said to him—Dismiss the multitude, that, going into the surrounding villages and hamlets, they may lodge, and find provisions; because, here, in a desert place, are we.
Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: "Lad Skaren gå bort, for at de kunne gå herfra til de omliggende Landsbyer og Gårde og få Herberge og finde Føde; thi her ere vi på et øde Sted."
13 But he said unto them—Give, ye, them to eat. They, however, said—We have not more than five loaves, and two fishes, —unless perhaps, we, should go, and buy food, for all this people.
Men han sagde til dem: "Giver I dem at spise!"Men de sagde: "Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gå bort og købe Mad til hele denne Mængde."
14 For there were about five thousand men. And he said unto his disciples—Make them recline, in companies of about fifty each.
De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: "Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver."
15 And they did so, —and made, one and all, recline.
Og de gjorde så og lode dem alle sætte sig ned.
16 And, taking the five loaves, and the two fishes, looking up into heaven, he blessed them, and brake [them] up, and went on giving to the disciples, to set before the multitude;
Men han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren.
17 and they did all eat and were filled. And that which remained over to them, was taken up, —of broken pieces, twelve baskets.
Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.
18 And, it came to pass, when he was praying in solitude, the disciples, were with him. And he questioned them, saying—Who do the multitudes say that I am?
Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham; og han spurgte dem og sagde: "Hvem sige Skarerne, at jeg er?"
19 And they, answering, said John the Immerser; But some, Elijah, and others, that, some prophet of the ancients, hath arisen.
Men de svarede og sagde: "Johannes Døberen; men andre: Elias; men andre: En af de gamle Profeter er opstanden."
20 And he said to them—But who say, ye, that I am? And, Peter, answering, said—The Christ of God!
Og han sagde til dem: "Men I hvem sige I, at jeg er?" Og Peter svarede og sagde: "Guds Kristus."
21 He, however, sternly admonishing them, gave charge that, unto no one, should they be telling this;
Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen,
22 saying—The Son of Man must needs suffer, many things, and be rejected by the Elders and High priests and Scribes, and be slain, —and, on the third day, arise.
idet han sagde: "Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på den tredje Dag."
23 And he was saying, unto all—If any one intendeth after me to come, Let him deny himself, and take up his cross daily, —and be following me.
Men han sagde til alle: "Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;
24 For, whosoever intendeth, his life, to save, shall lose it; but, whosoever shall lose his life for my sake, the same, shall save it?
thi den, som vil frelse sit Liv. skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.
25 For what doth a man profit, who hath gained the whole world, but hath lost, or been made to forfeit, himself?
Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
26 For, whosoever shall be ashamed of me, and of my words, of him, the Son of Man, will be ashamed, whensoever he shall come in his glory, and that of the Father, and of the holy messengers.
Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed.
27 But I tell you of a truth—There, are, some of those, here, standing, who shall in nowise taste of death, until they see the kingdom of God.
Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som stå her. der ingenlunde skulle smage Døden. førend de se Guds Rige."
28 And it came to pass, after these words, about eight days, taking with him Peter and John and James, he went up into the mountain to pray.
Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på Bjerget for at bede.
29 And it came to pass, while he was praying, that, the appearance of his face, was changed, and, his clothing, became white, effulgent.
Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og strålende.
30 And lo! two men, were conversing with him, who, indeed, were Moses and Elijah, —
Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias,
31 who, appearing in glory, were speaking as to his departure, which he was about to fulfil in Jerusalem.
som bleve set i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem.
32 Now, Peter, and they who were with him, had become heavy with sleep; but, waking up, they saw his glory, and the two men who were standing with him.
Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vågnede op, så de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.
33 And it came to pass, when they were being parted from him, Peter said unto Jesus—Master! it is, delightful, for us to be, here: Let us, therefore, make three tents, one for thee, and one for Moses, and one for Elijah: —not knowing what he said.
Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: "Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;" men han vidste ikke, hvad han sagde.
34 Now, while he was saying these things, there came a cloud, and it began to overshadow them, —and they were overcome with fear as they entered into the cloud.
Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen.
35 And, a voice, came out of the cloud, saying—This, is my Son, the Chosen One: Unto him, be hearkening.
Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: "Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!"
36 And, when the voice came, there was found, Jesus alone. And they held their peace, and, unto no one, reported they, in those days, any of the things which they had seen.
Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.
37 And it came to pass, on the next day, when they came down from the mountain, that there met him a great multitude.
Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare.
38 And lo! a man from the multitude, uttered a cry, saying—Teacher! I beg of thee, to look upon my son, because, my only begotten, he is.
Og se, en Mand af Skaren råbte og sagde: "Mester! jeg beder dig, se til min Søn: thi han er min enbårne.
39 And lo! a spirit, taketh him, and, suddenly, he crieth out, —and it convulseth him—with foaming, and with difficulty departeth from him, sorely bruising him.
Og se, en Ånd griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, så at han fråder, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham;
40 And I begged of thy disciples, that they would cast it out, and they could not.
og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke."
41 And, making answer, Jesus said—O faithless and perverted generation! how long shall I be with you, and bear with you? Bring, hither, thy son.
Men Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og tåle eder? Bring din Søn hid!"
42 And, while yet he was coming, the demon tare him, and mangled him. But Jesus rebuked the impure spirit, and healed the boy, and gave him back to his father.
Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Ånd i ham. Men Jesus truede den urene Ånd og helbredte drengen og gav hans Fader ham tilbage.
43 And they were all being struck with astonishment, at the majesty of God. And, while all were marvelling at all things which he was doing, he said unto his disciples:
Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple:
44 Lay, ye, up in your ears, these words; for, the Son of Man, is about to be delivered up, into the hands of men.
"Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder."
45 But, they, understood not this saying, and it had become veiled from them, that they might not grasp it, —and they were afraid to question him, concerning this saying.
Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, så de ikke begreb det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord.
46 But there entered a reasoning among them, as to who of them should be greatest.
Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største af dem.
47 And, Jesus, perceiving the reasoning of their heart, taking a child, placed it near himself, —
Men da Jesus så deres Hjertes Tanke, tog, han et Barn og stillede det hos sig.
48 and said unto them—Whosoever shall give welcome unto this child, on my name, unto me, giveth welcome; and, whosoever, unto me, giveth welcome, giveth welcome unto him that sent me forth. For, he who is least among you all, the same, is, great.
Og han sagde til dem: "Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor."
49 But John, answering, said—Master! we saw some one, in thy name, casting out demons, —and we forbade him, because he followeth not with us.
Men Johannes tog til Orde og sagde: "Mester! vi så en uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger med os."
50 And Jesus said unto him—Do not forbid; for, whosoever is not against you, is, for you.
Men Jesus sagde til ham: "Forbyder ham det ikke; thi den, som ikke er imod eder, er for eder."
51 And it came to pass, when the days for taking him up were on the point of being fulfilled, even he himself, set, his face, to be journeying unto Jerusalem;
Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes, da fæstede han sit Ansigt på at drage til Jerusalem.
52 and he sent messengers before his face, —and, taking their journey, they entered into a village of Samaritans, so as to prepare for him.
Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge.
53 And they welcomed him not, because, his face, was for journeying unto Jerusalem.
Og de modtoge ham ikke, fordi han var på Vejen til Jerusalem.
54 And the disciples James and John, seeing it, said—Lord! wilt thou, that we bid fire come down from heaven, and destroy them?
Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de: "Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom også Elias gjorde?"
55 But, turning, he rebuked them.
Men han vendte sig og irettesatte dem.
56 And they journeyed into a different village.
Og de gik til en anden Landsby.
57 And, as they were journeying on the road, one said unto him—I will follow thee, whithersoever thou shalt depart.
Og medens de vandrede på Vejen, sagde en til ham: "Jeg vil følge dig, hvor du end går hen."
58 And Jesus said unto him—the foxes, have, dens, and, the birds of heaven, nests; but, the Son of Man, hath not where, his head, he may recline.
Og Jesus sagde til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved."
59 And he said unto another—Be following me! But, he, said—Suffer me, first, to depart, and bury my father.
Men han sagde til en anden: "Følg mig!" Men denne sagde: "Herre! tilsted mig først at gå hen at begrave min Fader."
60 And he said unto him—Leave, the dead, to bury their own dead; but, thou, departing, be declaring the kingdom of God.
Men han sagde til ham: "Lad de døde begrave deres døde; men gå du hen og forkynd Guds Rige!"
61 And, yet another, said—I will follow thee, Lord; But, first, suffer me to bid adieu to them that are in my house.
Men også en anden sagde: "Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus."
62 But Jesus said [unto him] —No one, laying the hand on a plough and looking unto the things behind, is, fit, for the kingdom of God.
Men Jesus sagde til ham: "Ingen, som lægger sin Hånd på Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige."

< Luke 9 >