< Luke 18 >

1 And he was speaking a parable unto them, as to its being needful for them always to pray, and not be faint-hearted;
Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte,
2 saying—A certain judge, there was in a certain city, —having, for God, no reverence, and, for man, no respect.
og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget Menneske.
3 And, a widow, there was, in that city; and she kept coming unto him, saying—Vindicate me from mine adversary!
Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart!
4 And he was unwilling for a time; but, after these things, he said within himself—Although, neither God, I reverence, nor man, I respect,
Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske,
5 Yet, if only because this widow annoyeth me, I will vindicate her, —lest, persistently coming, she wholly wear me out.
så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig."
6 And the Lord said—Hear ye what, the unrighteous judge saith; —
Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!
7 And shall, God, in any wise not execute the vindication of his chosen ones, who are crying out to him day and night, although he beareth long with regard to them?
Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem?
8 I tell you—He will execute their vindication, quickly! nevertheless, though, the Son of Man, do come, will he, after all, find the faith on the earth?
Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"
9 And he spake, even unto certain who were confident in themselves that they were righteous, and were despising the rest, this parable: —
Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:
10 Two men, went up into the temple to pray, one, a Pharisee, and, the other, a tax-collector.
"Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.
11 The Pharisee, taking his stand, these things unto himself was praying: O God! I thank thee, that I am not like the rest of men, —extortioners, unjust, adulterers, or, even as this tax-collector;
Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder.
12 I fast twice in the week, I give a tenth of whatsoever things I gain!
Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt.
13 But, the tax-collector, afar off, standing, —would not so much as lift up, his eyes, unto heaven, but kept smiting his own breast saying—O God! be propitiated unto me, the sinner!
Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder nådig!
14 I tell you—This one went down justified, unto his house, rather than that one; because, every one who exalteth himself, shall be abased, but, he that abaseth himself, shall be exalted?
Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."
15 And they were bringing unto him, even the babes, that he might touch, them; but the disciples, seeing it, began to rebuke them.
Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene så det, truede de dem.
16 But, Jesus, called them near, saying—Suffer, the children, to be coming unto me, and do not hinder them; for, of such, is the kingdom of God.
Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne til.
17 Verily I say unto you—Whosoever shall not welcome the kingdom of God, as a child, in nowise shall enter thereinto.
Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."
18 And a certain, ruler, questioned him, saying—Good Teacher! by doing what, shall I inherit life age-abiding? (aiōnios g166)
Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" (aiōnios g166)
19 But Jesus said to him—Why, callest thou me, good? None, is good, save one—God.
Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.
20 The commandments, thou knowest: —Do not commit adultery, Do not commit murder, Do not steal, Do not bear false witness, —Honour thy father and mother,
Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder."
21 And, he, said—All these things, have I kept from my youth.
Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af."
22 And Jesus, hearing, said unto him—Yet one thing, unto thee, is lacking: Whatsoever thou hast, sell, and distribute unto the destitute, —and thou shalt have treasure in [the] heavens; and come! be following me.
Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!"
23 But, he, hearing these things, became, encompassed with grief; for he was rich exceedingly.
Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre rig.
24 And Jesus, beholding him, said—With what difficulty, shall, they who have money, enter, into the kingdom of God.
Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!
25 For it is, easier, for a camel, to enter, through the eye of a needle, than for, a rich man, to enter, into the kingdom of God.
thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige."
26 And they who heard said—Who, then, can be saved?
Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?"
27 And, he, said—The things impossible with men, are, possible with God.
Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud."
28 And Peter said—Lo! we, have left our own possessions, and followed thee!
Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig."
29 And, he, said unto them—Verily, I say unto you—No one, is there, who hath left—house, or wife, or brethren, or parents, or children, —for the sake of the kingdom of God;
Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,
30 who shall in anywise not receive manifold in this season, and, in the age that is coming, life age-abiding. (aiōn g165, aiōnios g166)
uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv." (aiōn g165, aiōnios g166)
31 And, taking aside the twelve, he said unto them—Lo! we are going up unto Jerusalem, and all the things will be finished, which have been written through means of the prophets, respecting the Son of Man;
Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen.
32 For he will be delivered up unto the nations, and be mocked, and insulted, and spit upon, —
Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes,
33 and, having scourged him, they will slay him, and, on the third day, will, he, arise.
og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå."
34 And, they, not one of these things, understood, and this saying was hidden from them, and the could not comprehend the things spoken.
Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.
35 And it came to pass, as he was drawing near unto Jericho, a certain blind man, was sitting beside the road, begging.
Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.
36 And. hearkening unto a multitude moving along, he enquired, what this, might be.
Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var.
37 And they told him—Jesus of Nazareth, is passing by!
Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
38 And he cried aloud, saying—Jesus, son of David! have mercy upon me!
Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
39 And, they that were going before, began to rebuke him, that he might hold his peace. But, he, by so much the more, was crying out—O Son of David! have mercy upon me!
Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
40 And, standing still, Jesus commanded him to be led unto him; and, when he had drawn near, he questioned him—
Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
41 What desirest thou, I should do unto thee? And, he, said—Lord! …that I may recover sight!
"Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre! at jeg må blive seende."
42 And, Jesus, said unto him—Recover sight! Thy faith, hath saved thee.
Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig."
43 And, instantly, he recovered sight, and began to follow him, glorifying God. And, all the people, beholding, gave praise unto God.
Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det.

< Luke 18 >