< Job 39 >

1 Knowest thou the season when the Wild Goats of the crags beget? The bringing forth of the hinds, canst thou observe?
Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare paa Hindenes Veer,
2 Canst thou count the months they fulfil? Or knowest thou the time when they give birth?
tæller du mon deres Drægtigheds Maaneder, kender du Tiden, de føder?
3 They kneel down, their young, they bring forth; their pains, they throw off;
De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
4 Their young become strong, they grow up in the open field, they go out, and return not unto them.
Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
5 Who hath sent forth the Wild Ass free? And, the bands of the swift-runner, who hath loosed?
Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
6 Whose house I have made the waste plain, and his dwellings, the land of salt:
som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
7 He laugheth at the throng of the city, The shoutings of the driver, he heareth not;
Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
8 He espieth the mountains, his pasture-ground, and, after every green thing, maketh search.
det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstraa op.
9 Will the Wild-Ox be pleased to be thy servant? or lodge for the night by thy crib?
Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den staa ved din Krybbe om Natten?
10 Canst thou bind the wild-ox, so that—with the ridge—shall run his cord? Or will he harrow the furrows after thee?
Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
11 Wilt thou trust in him, because of the greatness of his strength? Wilt thou leave unto him thy toil?
Stoler du paa dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
12 Wilt thou put faith in him, that he will bring back thy seed? and that, corn for thy threshing-floor, he will gather?
Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd paa Loen?
13 The wing of the Ostrich that waveth itself joyfully, Is it the pinion of lovingkindness or the plumage?
Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
14 For she leaveth—to the earth—her eggs, and, on the dust, she letteth them be warmed;
siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
15 And hath forgotten, that, a foot, may crush them, —or, the wild beast, tread on them!
tænker ej paa, at en Fod kan knuse dem, Vildtet paa Marken træde dem sønder?
16 Dealing hardly with her young, as none-of-hers, In vain, her labour, without dread.
Haard ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
17 For GOD hath suffered her to forget wisdom, and given her no share in understanding.
Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
18 What time, on high, she vibrateth her wings, she laugheth at the horse and his rider.
Naar Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
19 Couldst thou give—to the Horse—strength? Couldst thou clothe his neck with the quivering mane?
Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
20 Couldst thou cause him to leap like a locust? The majesty of his snort, is a terror!
og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
21 He diggeth into the plain, and rejoiceth in vigour, he goeth forth to meet armour;
Den skraber muntert i Dalen, gaar Brynjen væligt i Møde;
22 He laugheth at dread, and is not dismayed, neither turneth he back, from the face of the sword;
den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
23 Against him, whiz [the arrows of] the quiver, the flashing head of spear and javelin;
Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
24 With stamping and rage, he drinketh up the ground, —he will not stand still when the horn soundeth;
den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, naar Hornet lyder;
25 As oft as the horn soundeth, he saith, Aha! And, from afar, he scenteth the battle, —the thunder of commanders and the war-cry.
et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Raab.
26 Is it, by thine understanding, that the Bird of Passage betaketh him to his pinions? spreadeth out his wings to the south?
Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
27 Or, at thy bidding, that the Eagle mounteth, and that he setteth on high his nest?
Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
28 The crag, he inhabiteth, and so lodgeth himself, on the tooth of the crag, and high fort;
Den bygger og bor paa Klipper, paa Klippens Tinde og Borg;
29 From thence, he searcheth out food, far away, his eyes do pierce;
den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
30 And, his young brood, suck up blood, and, where the slain are, there, is he.
Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!

< Job 39 >