< Acts 3 >

1 Now, Peter and John, were going up into the temple, for the hour of prayer—the ninth;
Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den niende Time.
2 And, a certain man, who had been, lame from his mother’s womb, was being carried, —whom they used to lay daily at the door of the temple—the [door] called Beautiful, that he might ask alms of them who were entering into the temple:
Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen, om Almisse.
3 Who, seeing Peter and John about to enter into the temple, was requesting to receive, an alms.
Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i Helligdommen, bad han om at få en Almisse.
4 But Peter looking steadfastly at him—with John—said: Look on us!
Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: "Se på os!"
5 And, he, gave heed unto them, expecting to receive, something from them.
Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem.
6 But Peter said—Silver and gold, have none, but, what I have, the same, unto thee do I give: —In the name of Jesus Christ the Nazarene, Walk!
Men Peter sagde: "Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!"
7 And, laying hold of him by the right hand, he raised him up; and, instantly, were his feet and ankles strengthened; —
Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op.
8 And, leaping forward, he stood and walked, and entered with them into the temple, walking and leaping and praising God.
Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovede Gud.
9 And all the people saw him, walking and praising God;
Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud.
10 And they began to recognise him, that, the same, was he who, for the alms, used to sit at the Beautiful Gate of the temple; —and they were filled with amazement and transport at what had happened unto him.
Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som var timedes ham.
11 And, as he held fast Peter and John, all the people ran together unto them, in the portico which is called Solomon’s, —greatly amazed.
Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes Salomons.
12 And Peter, seeing it, made answer unto the people: —Ye men of Israel! Why marvel ye at this man? Or, upon us, why are ye intently looking, as though, by our own power or godliness, we had made him walk?
Men da Peter så det, talte han til Folket: "I israelitiske Mænd! Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os, som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han kan gå?
13 The God of Abraham and Isaac and Jacob, —the God of our fathers, hath glorified his servant Jesus: —whom, ye, indeed, delivered up and denied to Pilate’s, face when he had adjudged to release him;
Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Tjener" Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades.
14 But, ye, denied, the Holy and Righteous One, and claimed a man that was a murderer to be granted you;
Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en Morder måtte skænkes eder.
15 But, the Princely Leader of Life, ye slew: —whom, God, raised from among the dead, whereof, we, are witnesses.
Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi ere Vidner.
16 And, by the faith of his name, unto this man whom ye see and know, hath his name given strength, —yea, the faith which is through him, hath given unto him this perfect soundness, over against you all!
Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans Førlighed i Påsyn af eder alle.
17 And now brethren, I know that by way of ignorance ye acted, —just as even your rulers.
Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også eders Rådsherrer.
18 Howbeit, God—what things he had before declared, through the mouth of all the prophets, for his Christ to suffer, —did thus fulfill!
Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide.
19 Repent ye, therefore, and turn, —unto the blotting out of your sins; to the end that in that case, there may come seasons of refreshing from the face of the Lord,
Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra Herrens Åsyn,
20 And he may send forth him who had been fore-appointed for you—Christ Jesus:
og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus,
21 Unto whom, indeed, heaven must needs give welcome, until the times of the due establishment of all things, of which God hath spoken through the mouth of his holy age-past prophets. (aiōn g165)
hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage. (aiōn g165)
22 Moses, indeed, said—A prophet, unto you, shall the Lord God raise up among your brethren, like unto me: unto him, shall ye hearken respecting all things whatsoever he shall speak unto you.
Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end vil tale til eder.
23 And it shall be—every soul, whatsoever, which shall not hearken unto that prophet, shall be utterly destroyed from among the people.
Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal udryddes af Folket."
24 But, indeed, all the prophets, —from Samuel and those following after, as many as have spoken, have even announced these days.
Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange som talte, have også forkyndt disse Dage.
25 Ye, are the sons of the prophets, and of the covenant which God covenanted unto your fathers, saying unto Abraham—And, in thy seed, shall be blessed, all the families of the ground.
I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes."
26 Unto you first, God—having raised up his Servant—hath sent him forth, ready to bless you, when ye are turning away, each one, from your wickednesses.
For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab."

< Acts 3 >