< Acts 23 >

1 And Paul, looking steadfastly, at the High-council, said—Brethren! I, in all good conscience have used my citizenship for God until this day.
Da så Paulus fast på Rådet og sagde: "I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag."
2 And, the High-priest, Ananias, ordered them that stood by him, to be smiting him on the mouth.
Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slå ham på Munden.
3 Then, Paul, unto him, said—God is about to be smiting thee, thou whited wall! Dost, thou, then sit to judge me according to the law, and, unlawfully, orderest me to be smitten?
Da sagde Paulus til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slås."
4 And, they who stood by, said—The High-priest of God, dost thou revile?
Men de, som stode hos, sagde: "Udskælder du Guds Ypperstepræst?"
5 And Paul said—I was not aware, brethren, that he was high-priest; because it is written—Of a ruler of thy people, shalt thou not speak injuriously.
Og Paulus sagde: "Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du ikke tale ondt imod."
6 But Paul, getting to know that, the one part, were Sadducees and, the other, Pharisees, began to cry aloud in the council—Brethren! I, am, a Pharisee, son of Pharisees: —Concerning a hope, even of a rising again of the dead, am I to be judged.
Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: "I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes."
7 And, as this he was saying, there arose a dissension of the Pharisees and Sadducees; and rent asunder was the throng.
Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig.
8 For, Sadducees, say, there is no rising again, nor messenger, nor spirit, whereas, Pharisees, confess them both.
Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele.
9 And there arose a great outcry, and certain of the Scribes of the party of the Pharisees, standing up, began to strive, saying—Nothing bad, find we in this man; —but, if a spirit hath spoken unto him, or a messenger…
Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: "Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel har talt til ham!"
10 And, great dissension arising, the captain, fearing lest Paul would be torn in pieces by them, ordered the troop to go down, and take him by force out of their midst, to bring him into the castle.
Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen.
11 But, on the following night, the Lord, standing over him, said—Be of good courage! for, as thou hast fully borne witness of the things concerning me in Jerusalem, so must thou, in Rome also, bear witness.
Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: "Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom."
12 And, when it became day, the Jews, forming a conspiracy, bound themselves under a curse, saying, that they would neither eat nor drink till they had slain Paul.
Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller drikke, førend de havde slået Paulus ihjel.
13 And they were, more than forty, who, this sworn-confederacy, had formed.
Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere end fyrretyve i Tal.
14 And they went unto the High-priests and Elders, and said—With a curse have we bound ourselves, to taste, nothing, until we have slain Paul.
Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: "Vi have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, førend vi have slået Paulus ihjel.
15 Now, therefore, do, ye, with the High-council, make it appear unto the captain, that he should bring him down unto you, as though about to ascertain more exactly the things that concern him; and, we, or ever he come near, are ready to kill him.
Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for at han må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag nøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommer derhen."
16 But Paul’s sister’s son hearing of the lying-in-wait, happening to be near, and coming into the castle, —reported it unto Paul.
Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det.
17 And Paul, calling unto him one of the centurions, said—This young man, lead thou away unto the captain, for he hath somewhat to report unto him.
Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: "Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham."
18 He, therefore, taking him with him, brought him unto the captain, and saith—The prisoner Paul, calling me unto him, requested me to bring this young man unto thee, as having somewhat to tell thee.
Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om."
19 And the captain, taking him by the hand, and going aside, began, privately, to ask—What is it which thou hast to report unto me?
Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og spurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?"
20 And he said—The Jews, have agreed to request thee, that, to-morrow, thou wouldst bring, Paul, down into the High-council, as though about to ascertain something, more exact, concerning him.
Men han sagde: "Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham.
21 Thou, therefore, do not be persuaded by them, for there are lying in wait for him, from among them, more than forty men, —who, indeed, have bound themselves under a curse, neither to eat nor drink, till they have killed him; and, now, are they ready, awaiting the promise, from thee.
Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn."
22 the captain, therefore, dismissed the young man, charging him—Unto no one, divulge thou, that, these things, thou hast shewed unto me.
Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: "Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende."
23 And calling certain two of the centurions he said—Make ye ready two hundred soldiers, that they may journey as far as Caesarea, —and seventy horsemen, and two hundred spearmen, by the third hour of the night;
Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: "Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat; "
24 beasts also provide, in order that, seating Paul thereon, they may bring him safely through unto Felix the governor.
og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks.
25 And he wrote a letter, after this form: —
Og han skrev et Brev af følgende Indhold:
26 Claudius Lysias, unto the most excellent governor Felix, Joy!
"Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks.
27 This man, having been apprehended by the Jews, and being about to be killed by them, I went down with the troop, and rescued; having learned that he was, a Roman.
Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer.
28 And, being minded to find out the cause for which they were accusing him, [I took him down into their High-council],
Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Råd
29 whom I found to be accused concerning questions of their law, but, of nothing worthy of death or bonds, to be charged.
og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål i deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel.
30 But, when I was informed there would be a plot against the man, forthwith, I sent him unto thee, charging, his accusers also, to be speaking against him before thee.
Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham."
31 So the soldiers, according to their orders, taking up Paul, brought him by night unto Antipatris;
Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.
32 and, on the morrow, leaving the horsemen to go on with him, returned to the castle, —
Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte selv tilbage til Borgen.
33 and the others, entering into Caesarea, and delivering the letter unto the governor, set, Paul also, before him.
Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de også Paulus for ham.
34 And, when he had read it, and asked out of what province he was, and learned that he was from Cilicia,
Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han:
35 I myself will hear thee in full, said he, whensoever, thine accusers also, are come; and gave orders that, in the palace of Herod, he should be kept under guard.
"Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede." Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.

< Acts 23 >