< Acts 12 >

1 Now, in the course of that season, Herod the king thrust forth his hands to harm some of them of the assembly, —
På den Tid lagde Kong Herodes den for at mishandle dem,
2 And slew James the brother of John with a sword;
og Jakob, Johannes's Broder, lod han henrette med Sværd.
3 And, seeing that it was acceptable unto the Jews, he went on to apprehend Peter also (now they were the days of unleavened bread), —
Og da han så, at det behagede Jøderne, gik han videre og lod også Peter gribe. Det var de usyrede Brøds Dage.
4 Whom also having seized, he put into prison, delivering him up unto four quaternions of soldiers, to be guarding him, —intending, after the passover, to bring him up unto the people.
Og da han havde grebet ham, satte han ham i Fængsel og overgav ham til at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert på fire Stridsmænd, da han efter Påsken vilde føre ham frem for Folket.
5 Peter, therefore, was kept in the prison; but, prayer, was, earnestly, being made by the assembly, unto God, concerning him.
Så blev da Peter bevogtet i Fængselet; men der blev af Menigheden holdt inderlig Bøn til Gud for ham.
6 And, when Herod was about to bring him forth, on that night, was Peter sleeping between two soldiers, bound with two chains, guards, also, before the door, were keeping the prison.
Men da Herodes vilde til at føre ham frem, sov Peter den Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagter foran Døren bevogtede Fængselet.
7 And lo! a messenger of the Lord stood over him, and a light shone in the cell; and, smiting the side of Peter, he roused him up, saying—Rise up quickly! And his chains fell off out of his hands.
Og se, en Herrens Engel stod der, og et Lys strålede i Fangerummet, og han slog Peter i Siden og vækkede ham og sagde: "Stå op i Hast!" og Lænkerne faldt ham af Hænderne.
8 And the messenger said unto him—Gird thyself, and bind on thy sandals. And he did so. And he saith unto him—Throw around thee thy mantle, and be following me.
Og Engelen sagde til ham: "Bind op om dig, og bind dine Sandaler på!" Og han gjorde så. Og han siger til ham: "Kast din Kappe om dig, og følg mig!"
9 And, coming out, he began following, and knew not that it was true which was coming about through means of the messenger; but supposed that, a vision, he was beholding.
Og han gik ud og fulgte ham, og han vidste ikke, at det, som skete ved Engelen, var virkeligt, men mente, at han så et Syn.
10 And, passing through the first ward and the second, they came unto the iron gate that leadeth into the city, the which, of its own accord, opened unto them; and, coming out, they went on through one street, and, straightway, the messenger was parted from him.
Men de gik igennem den første og den anden Vagt og kom til den Jernport, som førte ud til Staden; denne åbnede sig for dem af sig selv, og de kom ud og gik en Gade frem, og straks skiltes Engelen fra ham.
11 And, Peter, coming to himself said—Now, know I, of a truth, that the Lord hath sent forth his messenger, and taken me out of the hand of Herod, and all the expectation of the people of the Jews.
Og da Peter kom til sig selv, sagde han: "Nu ved jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig af Herodes's Hånd og al det jødiske Folks Forventning."
12 And, considering the matter, he came unto the house of Mary, the mother of John who was surnamed Mark, where a considerable number were gathered together and praying.
Og da han havde besindet sig, gik han til Marias Hus, hun, som var Moder til Johannes, med Tilnavn Markus, hvor mange vare forsamlede og bade.
13 And, when he had knocked at the door of the porch, there came unto it a maiden to hearken, by name Rhoda;
Men da han bankede på Døren til Portrummet, kom der en Pige ved Navn Rode for at høre efter.
14 And, recognizing the voice of Peter, by reason of her joy, she opened not the porch, —but, running in, bare tidings that Peter was standing before the porch. But, they, unto her, said—Thou art raving
Og da hun kendte Peters Røst, lod hun af Glæde være at åbne Porten, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod uden for Porten.
15 She, however, kept on strongly declaring that, so, it was. But, they, were saying—It is his, messenger.
Da sagde de til hende: "Du raser." Men hun stod fast på, at det var således. Men de sagde: "Det er hans Engel."
16 And, Peter, continued knocking; and, opening, they saw him, and were amazed.
Men Peter blev ved at banke på, og da de lukkede op, så de ham og bleve forbavsede.
17 But, making a sign to them with his hand to hold their peace, he related to them how, the Lord, had brought, him, forth out of the prison; and he said—Carry tidings unto James and the brethren, as to these things. And, going out, he went his way unto some other place.
Da vinkede han til dem med Hånden, at de skulde tie, og fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængselet, og han sagde: "Forkynder Jakob og Brødrene dette!" Og han gik ud og drog til et andet Sted.
18 And, when it became day, there was no small commotion among the soldiers, as to what, then, Peter had become!
Men da det blev Dag, var der ikke liden Uro iblandt Stridsmændene over, hvad der var blevet af Peter.
19 And, Herod, seeking after and not finding, him, having examined the guards, ordered them to be led away [to death]; and, going down from Judaea unto Caesarea, stayed there.
Men da Herodes søgte ham og ikke fandt ham, forhørte han Vagten og befalede, at de skulde henrettes. Og han drog ned fra Judæa til Kæsarea og opholdt sig der.
20 Now he was bitterly hostile to them of Tyre and Zidon; but, with one accord, they came unto him, and, persuading Blastus, who was over the bed-chamber of the king, they were suing for peace; because their country was fed by the king’s,
Men han lå i Strid med Tyrierne og Sidonierne. Men de kom endrægtigt til ham og fik Blastus, Kongens Kammerherre, på deres Side og bade om Fred, fordi deres Land fik Næringsmidler tilførte fra Kongens Land.
21 And, on an appointed day, Herod, putting on royal apparel, and seating himself upon the tribunal, proceeded to deliver an oration unto them.
Men på en fastsat Dag iførte Herodes sig en Kongedragt og satte sig på Tronen og holdt en Tale til dem,
22 And, the populace, began to shout—A god’s, voice, and not, a man’s!
Og Folket råbte til ham: "DeterGudsRøstog ikke et Menneskes."
23 And, instantly, there smote him, a messenger of the Lord, because he gave not the glory unto God; and, becoming worm-eaten, he expired.
Men straks slog en Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og udåndede.
24 And, the word of the Lord, went on growing and multiplying.
Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes.
25 And, Barnabas and Saul, returned unto Jerusalem, fulfilling the ministering, taking with them John who was surnamed Mark.
Og Barnabas og Saulus vendte tilbage fra Jerusalem efter at have fuldført deres Ærinde, og de havde Johannes, med Tilnavn Markus, med sig.

< Acts 12 >