< Luke 18 >

1 And he spake a parable unto them to the end that they ought always to pray, and not to faint;
Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte,
2 saying, There was in a city a judge, which feared not God, and regarded not man:
og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget Menneske.
3 and there was a widow in that city; and she came oft unto him, saying, Avenge me of mine adversary.
Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart!
4 And he would not for a while: but afterward he said within himself, Though I fear not God, nor regard man;
Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske,
5 yet because this widow troubleth me, I will avenge her, lest she wear me out by her continual coming.
så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig."
6 And the Lord said, Hear what the unrighteous judge saith.
Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!
7 And shall not God avenge his elect, which cry to him day and night, and he is longsuffering over them?
Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem?
8 I say unto you, that he will avenge them speedily. Howbeit when the Son of man cometh, shall he find faith on the earth?
Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"
9 And he spake also this parable unto certain which trusted in themselves that they were righteous, and set all others at nought:
Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:
10 Two men went up into the temple to pray; the one a Pharisee, and the other a publican.
"Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.
11 The Pharisee stood and prayed thus with himself, God, I thank thee, that I am not as the rest of men, extortioners, unjust, adulterers, or even as this publican.
Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder.
12 I fast twice in the week; I give tithes of all that I get.
Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt.
13 But the publican, standing afar off, would not lift up so much as his eyes unto heaven, but smote his breast, saying, God, be merciful to me a sinner.
Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder nådig!
14 I say unto you, This man went down to his house justified rather than the other: for every one that exalteth himself shall be humbled; but he that humbleth himself shall be exalted.
Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."
15 And they brought unto him also their babes, that he should touch them: but when the disciples saw it, they rebuked them.
Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene så det, truede de dem.
16 But Jesus called them unto him, saying, Suffer the little children to come unto me, and forbid them not: for of such is the kingdom of God.
Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne til.
17 Verily I say unto you, Whosoever shall not receive the kingdom of God as a little child, he shall in no wise enter therein.
Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."
18 And a certain ruler asked him, saying, Good Master, what shall I do to inherit eternal life? (aiōnios g166)
Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" (aiōnios g166)
19 And Jesus said unto him, Why callest thou me good? none is good, save one, [even] God.
Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.
20 Thou knowest the commandments, Do not commit adultery, Do not kill, Do not steal, Do not bear false witness, Honour thy father and mother.
Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder."
21 And he said, All these things have I observed from my youth up.
Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af."
22 And when Jesus heard it, he said unto him, One thing thou lackest yet: sell all that thou hast, and distribute unto the poor, and thou shalt have treasure in heaven: and come, follow me.
Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!"
23 But when he heard these things, he became exceeding sorrowful; for he was very rich.
Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre rig.
24 And Jesus seeing him said, How hardly shall they that have riches enter into the kingdom of God!
Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!
25 For it is easier for a camel to enter in through a needle’s eye, than for a rich man to enter into the kingdom of God.
thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige."
26 And they that heard it said, Then who can be saved?
Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?"
27 But he said, The things which are impossible with men are possible with God.
Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud."
28 And Peter said, Lo, we have left our own, and followed thee.
Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig."
29 And he said unto them, Verily I say unto you, There is no man that hath left house, or wife, or brethren, or parents, or children, for the kingdom of God’s sake,
Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,
30 who shall not receive manifold more in this time, and in the world to come eternal life. (aiōn g165, aiōnios g166)
uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv." (aiōn g165, aiōnios g166)
31 And he took unto him the twelve, and said unto them, Behold, we go up to Jerusalem, and all the things that are written by the prophets shall be accomplished unto the Son of man.
Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen.
32 For he shall be delivered up unto the Gentiles, and shall be mocked, and shamefully entreated, and spit upon:
Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes,
33 and they shall scourge and kill him: and the third day he shall rise again.
og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå."
34 And they understood none of these things; and this saying was hid from them, and they perceived not the things that were said.
Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.
35 And it came to pass, as he drew nigh unto Jericho, a certain blind man sat by the way side begging:
Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.
36 and hearing a multitude going by, he inquired what this meant.
Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var.
37 And they told him, that Jesus of Nazareth passeth by.
Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
38 And he cried, saying, Jesus, thou son of David, have mercy on me.
Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
39 And they that went before rebuked him, that he should hold his peace: but he cried out the more a great deal, Thou son of David, have mercy on me.
Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
40 And Jesus stood, and commanded him to be brought unto him: and when he was come near, he asked him,
Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
41 What wilt thou that I should do unto thee? And he said, Lord, that I may receive my sight.
"Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre! at jeg må blive seende."
42 And Jesus said unto him, Receive thy sight: thy faith hath made thee whole.
Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig."
43 And immediately he received his sight, and followed him, glorifying God: and all the people, when they saw it, gave praise unto God.
Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det.

< Luke 18 >