Psalms 137

1 By the rivers of Babylon, there we sat down, yes, we wept, when we remembered Zion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 We hanged our harps on the willows in the middle thereof.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For there they that carried us away captive required of us a song; and they that wasted us required of us mirth, saying, Sing us one of the songs of Zion.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 How shall we sing the LORD’s song in a strange land?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget you, O Jerusalem, let my right hand forget her cunning.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 If I do not remember you, let my tongue stick to the roof of my mouth; if I prefer not Jerusalem above my chief joy.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember, O LORD, the children of Edom in the day of Jerusalem; who said, Raze it, raze it, even to the foundation thereof.

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 O daughter of Babylon, who are to be destroyed; happy shall he be, that rewards you as you have served us.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Happy shall he be, that takes and dashes your little ones against the stones.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.