Psalms 142

1 A Psalme of David, to give instruction, and a prayer, when he was in the cave. I cryed vnto the Lord with my voyce: with my voyce I prayed vnto the Lord.

En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

2 I powred out my meditation before him, and declared mine affliction in his presence.

Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

3 Though my spirit was in perplexitie in me, yet thou knewest my path: in the way wherein I walked, haue they priuily layde a snare for me.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

4 I looked vpon my right hand, and beheld, but there was none that would knowe me: all refuge failed me, and none cared for my soule.

Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

5 Then cryed I vnto thee, O Lord, and sayde, thou art mine hope, and my portion in the land of the liuing.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

6 Hearken vnto my crye, for I am brought very lowe: deliuer me from my persecuters, for they are too strong for me.

HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

7 Bring my soule out of prison, that I may prayse thy Name: then shall the righteous come about me, when thou art beneficiall vnto me.

Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.