< Job 4 >

1 Then Eliphaz the Temanite answered, and sayde,
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 If we assay to commune with thee, wilt thou be grieued? but who can withholde himselfe from speaking?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Behold, thou hast taught many, and hast strengthened the wearie hands.
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Thy wordes haue confirmed him that was falling, and thou hast strengthened the weake knees.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
5 But now it is come vpon thee, and thou art grieued: it toucheth thee, and thou art troubled.
Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Is not this thy feare, thy confidence, thy pacience, and the vprightnesse of thy wayes?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
7 Remember, I pray thee: who euer perished, being an innocent? or where were the vpright destroyed?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 As I haue seene, they that plow iniquitie, and sowe wickednesse, reape the same.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
9 With the blast of God they perish, and with the breath of his nostrels are they cosumed.
For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
10 The roaring of the Lion, and the voyce of the Lionesse, and the teeth of the Lions whelpes are broken.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
11 The Lyon perisheth for lacke of pray, and the Lyons whelpes are scattered abroade.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
12 But a thing was brought to me secretly, and mine eare hath receiued a litle thereof.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 In the thoughtes of ye visions of the night, when sleepe falleth on men,
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 Feare came vpon me, and dread which made all my bones to tremble.
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 And the wind passed before me, and made the heares of my flesh to stande vp.
et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
16 Then stoode one, and I knewe not his face: an image was before mine eyes, and in silence heard I a voyce, saying,
Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 Shall man be more iust then God? or shall a man be more pure then his maker?
»Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Beholde, he founde no stedfastnesse in his Seruants, and laid follie vpon his Angels.
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 Howe much more in them that dwell in houses of clay, whose foundation is in the dust, which shalbe destroyed before the moth?
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 They be destroyed from the morning vnto the euening: they perish for euer, without regarde.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
21 Doeth not their dignitie goe away with them? do they not die, and that without wisdom?
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.

< Job 4 >