< Job 30 >

1 Bvt now they that are yonger then I, mocke me: yea, they whose fathers I haue refused to set with the dogges of my flockes.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 For whereto shoulde the strength of their handes haue serued mee, seeing age perished in them?
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 For pouertie and famine they were solitary, fleeing into the wildernes, which is darke, desolate and waste.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 They cut vp nettels by the bushes, and the iuniper rootes was their meate.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 They were chased forth from among men: they shouted at them, as at a theefe.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
6 Therfore they dwelt in the clefts of riuers, in the holes of the earth and rockes.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 They roared among the bushes, and vnder the thistles they gathered themselues.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 They were the children of fooles and the children of villaines, which were more vile then the earth.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 And now am I their song, and I am their talke.
Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 They abhorre me, and flee farre from mee, and spare not to spit in my face.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 Because that God hath loosed my corde and humbled mee, they haue loosed the bridle before me.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 The youth rise vp at my right hand: they haue pusht my feete, and haue trode on me as on the paths of their destruction.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
13 They haue destroyed my paths: they tooke pleasure at my calamitie, they had none helpe.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 They came as a great breach of waters, and vnder this calamitie they come on heapes.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Feare is turned vpon mee: and they pursue my soule as the winde, and mine health passeth away as a cloude.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 Therefore my soule is nowe powred out vpon me, and the dayes of affliction haue taken holde on me.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 It pearceth my bones in the night, and my sinewes take no rest.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 For the great vehemencie is my garment changed, which compasseth me about as the colar of my coate.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 He hath cast me into the myre, and I am become like ashes and dust.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 Whe I cry vnto thee, thou doest not heare me, neither regardest me, when I stand vp.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
21 Thou turnest thy selfe cruelly against me, and art enemie vnto mee with the strength of thine hand.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
22 Thou takest me vp and causest mee to ride vpon the winde, and makest my strength to faile.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Surely I knowe that thou wilt bring mee to death, and to the house appoynted for all the liuing.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 Doubtles none can stretch his hand vnto the graue, though they cry in his destruction.
Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
25 Did not I weepe with him that was in trouble? was not my soule in heauinesse for the poore?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 Yet when I looked for good, euill came vnto me: and when I waited for light, there came darkenesse.
Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
27 My bowels did boyle without rest: for the dayes of affliction are come vpon me.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 I went mourning without sunne: I stood vp in the congregation and cryed.
trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
29 I am a brother to the dragons, and a companion to the ostriches.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 My skinne is blacke vpon me, and my bones are burnt with heate.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Therefore mine harpe is turned to mourning, and mine organs into the voyce of them that weepe.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!

< Job 30 >