< Job 29 >

1 So Iob proceeded and continued his parable, saying,
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Oh that I were as in times past, when God preserued me!
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3 When his light shined vpon mine head: and when by his light I walked thorowe the darkenesse,
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
4 As I was in the dayes of my youth: when Gods prouidence was vpon my tabernacle:
som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5 When the almightie was yet with me, and my children round about me.
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6 When I washed my pathes with butter, and when the rocke powred me out riuers of oyle:
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7 When I went out to the gate, euen to the iudgement seat, and when I caused them to prepare my seate in the streete.
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
8 The yong men saw me, and hid themselues, and the aged arose, and stood vp.
Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
9 The princes stayed talke, and layde their hand on their mouth.
Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
10 The voyce of princes was hidde, and their tongue cleaued to the roofe of their mouth.
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11 And when the eare heard me, it blessed me: and when the eye sawe me, it gaue witnesse to me.
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
12 For I deliuered the poore that cryed, and the fatherlesse, and him that had none to helpe him.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
13 The blessing of him that was ready to perish, came vpon me, and I caused the widowes heart to reioyce.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14 I put on iustice, and it couered me: my iudgement was as a robe, and a crowne.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
15 I was the eyes to the blinde, and I was the feete to the lame.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16 I was a father vnto the poore, and when I knewe not the cause, I sought it out diligently.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17 I brake also the chawes of the vnrighteous man, and pluckt the praye out of his teeth.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18 Then I sayde, I shall die in my nest, and I shall multiplie my dayes as the sand.
Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
19 For my roote is spread out by the water, and the dewe shall lye vpon my branche.
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20 My glory shall renue towarde me, and my bowe shall be restored in mine hand.
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
21 Vnto me men gaue eare, and wayted, and helde their tongue at my counsell.
Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
22 After my wordes they replied not, and my talke dropped vpon them.
ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
23 And they wayted for me, as for the raine, and they opened their mouth as for the latter rayne.
de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
24 If I laughed on them, they beleeued it not: neither did they cause the light of my countenance to fall.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
25 I appoynted out their way, and did sit as chiefe, and dwelt as a King in the army, and like him that comforteth the mourners.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

< Job 29 >