Job 16

1 Bvt Iob answered, and said,

Da svarede Job og sagde:

2 I haue oft times heard such things: miserable comforters are ye all.

Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

3 Shall there be none ende of wordes of winde? or what maketh thee bold so to answere?

Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

4 I could also speake as yee doe: (but woulde God your soule were in my soules stead) I could keepe you company in speaking, and could shake mine head at you,

Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

5 But I woulde strengthen you with my mouth, and the comfort of my lips should asswage your sorowe.

Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

6 Though I speake, my sorow can not be asswaged: though I cease, what release haue I?

Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

7 But now hee maketh mee wearie: O God, thou hast made all my congregation desolate,

Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

8 And hast made me full of wrinkles which is a witnesse thereof, and my leannes ryseth vp in me, testifying the same in my face.

Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

9 His wrath hath torne me, and hee hateth me, and gnasheth vpon mee with his teeth: mine enemie hath sharpened his eyes against me.

Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

10 They haue opened their mouthes vpon me, and smitten me on the cheeke in reproch; they gather themselues together against me.

De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

11 God hath deliuered me to the vniust, and hath made mee to turne out of the way by the hands of the wicked.

Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

12 I was in welth, but he hath brought me to nought: he hath taken me by the necke, and beaten me, and set me as a marke for himselfe.

Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

13 His archers compasse mee rounde about: he cutteth my reines, and doth not spare, and powreth my gall vpon the ground.

Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

14 He hath broken me with one breaking vpon another, and runneth vpon me like a gyant.

Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

15 I haue sowed a sackcloth vpon my skinne, and haue abased mine horne vnto the dust.

Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

16 My face is withered with weeping, and the shadow of death is vpon mine eyes,

Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

17 Though there be no wickednesse in mine hands, and my prayer be pure.

skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

18 O earth, couer not thou my blood, and let my crying finde no place.

O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

19 For lo, now my witnesse is in the heauen, and my record is on hie.

Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

20 My friends speake eloquently against me: but mine eye powreth out teares vnto God.

Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

21 Oh that a man might pleade with God, as man with his neighbour!

at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

22 For the yeeres accounted come, and I shall go the way, whence I shall not returne.

Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.