< Acts 5 >

1 But a certaine man named Ananias, with Sapphira his wife, solde a possession,
Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom
2 And kept away part of the price, his wife also being of counsell, and brought a certaine part, and layde it downe at the Apostles feete.
og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder.
3 Then saide Peter, Ananias, why hath Satan filled thine heart, that thou shouldest lye vnto the holy Ghost, and keepe away part of the price of this possession?
Men Peter sagde: „Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, saa du har løjet imod den Helligaand og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket?
4 Whiles it remained, appertained it not vnto thee? and after it was solde, was it not in thine owne power? howe is it that thou hast conceiued this thing in thine heart? thou hast not lyed vnto men, but vnto God.
Var det ikke dit, saa længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Raadighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud.‟
5 Now when Ananias heard these wordes, he fell downe, and gaue vp the ghost. Then great feare came on all them that heard these things.
Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udaandede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det.
6 And the yong men rose vp, and tooke him vp, and caried him out, and buried him.
Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham.
7 And it came to passe about the space of three houres after, that his wife came in, ignorant of that which was done.
Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket.
8 And Peter sayd vnto her, Tell me, solde ye the land for so much? And she sayd, Yea, for so much.
Da sagde Peter til hende: „Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?‟ Og hun sagde: „Ja, til den Pris.‟
9 Then Peter sayde vnto her, Why haue ye agreed together, to tempt the Spirit of the Lord? beholde, the feete of them which haue buried thine husband, are at the doore, and shall carie thee out.
Men Peter sagde til hende: „Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud.‟
10 Then she fell downe straightway at his feete, and yeelded vp the ghost: and the yong men came in, and found her dead, and caried her out, and buried her by her husband.
Men hun faldt straks om for hans Fødder og udaandede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand.
11 And great feare came on all the Church, and on as many as heard these things.
Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette.
12 Thus by the hands of the Apostles were many signes and wonders shewed among the people (and they were all with one accorde in Salomons porche.
Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang.
13 And of the other durst no man ioyne him selfe to them: neuerthelesse the people magnified them.
Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt,
14 Also the number of them that beleeued in the Lord, both of men and women, grewe more and more)
og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer baade af Mænd og Kvinder,
15 In so much that they brought the sicke into the streetes, and layd them on beds and couches, that at the least way the shadowe of Peter, when he came by, might shadow some of them.
saa at de endogsaa bare de syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Løjbænke, for at naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem.
16 There came also a multitude out of the cities round about vnto Hierusalem, bringing sicke folkes, and them which were vexed with vncleane spirits, who were all healed.
Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og bragte syge og saadanne, som vare plagede af urene Aander, og de bleve alle helbredede.
17 Then the chiefe Priest rose vp, and all they that were with him (which was the sect of the Sadduces) and were full of indignation,
Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed.
18 And laide hands on the Apostles, and put them in the common prison.
Og de lagde Haand paa Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring.
19 But the Angel of the Lord, by night opened the prison doores, and brought them forth, and sayd,
Men en Herrens Engel aabnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde:
20 Go your way, and stand in the Temple, and speake to the people, all the wordes of this life.
„Gaar hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse Livets Ord for Folket!‟
21 So when they heard it, they entred into the Temple early in the morning, and taught. And the chiefe Priest came, and they that were with him, and called the Councill together, and all the Elders of the children of Israel, and sent to the prison, to cause them to be brought.
Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og sammenkaldte Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud til Fængselet, at de skulde føres frem.
22 But when the officers came, and found them not in the prison, they returned and tolde it,
Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de kom tilbage og meldte det og sagde:
23 Saying, Certainely we founde the prison shut as sure as was possible, and the keepers standing without, before the doores: but when we had opened, we found no man within.
„Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne staaende ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.‟
24 Then when the chiefe Priest, and the captaine of the Temple, and the hie Priestes heard these things, they doubted of them, whereunto this would growe.
Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette skulde blive til.
25 Then came one and shewed them, saying, Beholde, the men that ye put in prison, are standing in the Temple, and teach the people.
Men der kom en og meldte dem: „Se, de Mænd, som I satte i Fængselet, staa i Helligdommen og lære Folket.‟
26 Then went the captaine with the officers, and brought them without violence (for they feared the people, lest they should haue bene stoned)
Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
27 And when they had brought them, they set them before the Councill, and the chiefe Priest asked them,
Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Raadet; og Ypperstepræsten spurgte dem og sagde:
28 Saying, Did not we straightly commaund you, that ye should not teach in this Name? and behold, ye haue filled Hierusale with your doctrine, and ye would bring this mans blood vpon vs.
„Vi bøde eder alvorligt, at I ikke maatte lære i dette Navn, og se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe dette Menneskes Blod over os!‟
29 Then Peter and the Apostles answered, and sayd, We ought rather to obey God then men.
Men Peter og Apostlene svarede og sagde: „Man bør adlyde Gud mere end Mennesker.
30 The God of our fathers hath raised vp Iesus, whom ye slewe, and hanged on a tree.
Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte paa et Træ og sloge ihjel.
31 Him hath God lift vp with his right hand, to be a Prince and a Sauiour, to giue repentance to Israel, and forgiuenes of sinnes.
Ham har Gud ved sin højre Haand ophøjet til en Fyrste og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
32 And we are his witnesses concerning these things which we say: yea, and the holy Ghost, whome God hath giuen to them that obey him.
Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom ogsaa den Helligaand, som Gud har givet dem, der adlyde ham.‟
33 Now when they heard it, they brast for anger, and consulted to slay them.
Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de raadsloge om at slaa dem ihjel.
34 Then stoode there vp in the Councill a certaine Pharise named Gamaliel, a doctour of the Lawe, honoured of all the people, and commanded to put the Apostles forth a litle space,
Men der rejste sig i Raadet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde lade Mændene træde lidt udenfor.
35 And sayd vnto them, Men of Israel, take heede to your selues, what ye intende to doe touching these men.
Og han sagde til dem: „I israelitiske Mænd! ser eder vel for, hvad I gøre med disse Mennesker.
36 For before these times, rose vp Theudas boasting himselfe, to whom resorted a number of men, about a foure hundreth, who was slaine: and they all which obeyed him, were scattered, and brought to nought.
Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd sluttede sig til ham; han blev slaaet ihjel, og alle de, som adløde ham, adsplittedes og bleve til intet.
37 After this man, arose vp Iudas of Galile, in the dayes of the tribute, and drewe away much people after him: hee also perished, and all that obeyed him, were scattered abroad.
Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Ogsaa han omkom, og alle de, som adløde ham, bleve adspredte.
38 And nowe I say vnto you, Refraine your selues from these men, and let them alone: for if this counsell, or this worke be of men, it will come to nought:
Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette Værk er af Mennesker, bliver det til intet;
39 But if it be of God, ye can not destroy it, lest ye be found euen fighters against God.
men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder dog ikke findes som de, der endog ville stride imod Gud!‟
40 And to him they agreed, and called the Apostles: and when they had beaten them, they commanded that they should not speake in the Name of Iesus, and let them goe.
Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem.
41 So they departed from the Councill, reioycing, that they were counted worthy to suffer rebuke for his Name.
Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de vare blevne agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld.
42 And dayly in the Temple, and from house to house they ceased not to teach, and preach Iesus Christ.
Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.

< Acts 5 >