Psalms 39

1 Unto the end, for Idithun himself, a canticle of David. I said: I will take heed to my ways: that I sin not with my tongue. I have set guard to my mouth, when the sinner stood against me.

Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

2 I was dumb, and was humbled, and kept silence from good things: and my sorrow was renewed.

Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

3 My heart grew hot within me: and in my meditation a fire shall flame out.

Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

4 I spoke with my tongue: O Lord, make me know my end. And what is the number of my days: that I may know what is wanting to me.

Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

5 Behold thou hast made my days measurable: and my substance is as nothing before thee. And indeed all things are vanity: every man living.

Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

6 Surely man passeth as an image: yea, and he is disquieted in vain. He storeth up: and he knoweth not for whom he shall gather these things.

Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)

7 And now what is my hope? is it not the Lord? and my substance is with thee.

Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

8 Deliver thou me from all my iniquities: thou hast made me a reproach to the fool.

Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

9 I was dumb, and I opened not my mouth, because thou hast done it.

Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

10 Remove thy scourges from me. The strength of thy hand hath made me faint in rebukes:

Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

11 Thou hast corrected man for iniquity. And thou hast made his soul to waste away like a spider: surely in vain is any man disquieted.

Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

12 Hear my prayer, O Lord, and my supplication: give ear to my tears. Be not silent: for I am a stranger with thee, and a sojourner as all my fathers were.

Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)

13 O forgive me, that I may be refreshed, before I go hence, and be no more.

Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.