Job 17
1 My spirit shall be wasted, my days shall be shortened, and only the grave remaineth for me.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 I have not sinned, and my eye abideth in bitterness.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Deliver me O Lord, and set me beside thee, and let any man’s hand fight against me.
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 Thou hast set their heart far from understanding, therefore they shall not be exalted.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 He promiseth a prey to his companions, and the eyes of his children shall fail.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 He hath made me as it were a byword of the people, and I am an example before them.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 My eye is dim through indignation, and my limbs are brought as it were to nothing.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 The just shall be astonished at this, and the innocent shall be raised up against the hypocrite.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 And the just man shall hold on his way, and he that hath clean hands shall be stronger and stronger.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Wherefore be you all converted, and come, and I shall not find among you any wise man.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 My days have passed away, my thoughts are dissipated, tormenting my heart.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 They have turned night into day, and after darkness I hope for light again.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 If I have said to rottenness: Thou art my father; to worms, my mother and my sister.
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Where is now then my expectation, and who considereth my patience?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
