< Job 39 >

1 Knowest thou the time when the wild goats of the rock bring forth? dost thou mark the calving of the hinds?
Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
2 Dost thou number the months that they fulfil? and knowest thou the time when they bring forth?
tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
3 They bow themselves, they give birth to their young ones, they cast out their pains;
De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
4 Their young ones become strong, they grow up in the open field, they go forth, and return not unto them.
Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
5 Who hath sent out the wild ass free? and who hath loosed the bands of the onager,
Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
6 Whose house I made the wilderness, and the salt plain his dwellings?
som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
7 He laugheth at the tumult of the city, and heareth not the shouts of the driver;
Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
8 The range of the mountains is his pasture, and he searcheth after every green thing.
det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
9 Will the buffalo be willing to serve thee, or will he lodge by thy crib?
Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
10 Canst thou bind the buffalo with his cord in the furrow? or will he harrow the valleys after thee?
Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
11 Wilt thou put confidence in him, because his strength is great? and wilt thou leave thy labour to him?
Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
12 Wilt thou trust him to bring home thy seed, and gather it into thy threshing-floor?
Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
13 The wing of the ostrich beats joyously — But is it the stork's pinion and plumage?
Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
14 For she leaveth her eggs to the earth, and warmeth them in the dust,
siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
15 And forgetteth that the foot may crush them, or that the beast of the field may trample them.
tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
16 She is hardened against her young ones, as though they were not hers; her labour is in vain, without her concern.
Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
17 For God hath deprived her of wisdom, and hath not furnished her with understanding.
Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
18 What time she lasheth herself on high, she scorneth the horse and his rider.
Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
19 Hast thou given strength to the horse? hast thou clothed his neck with the quivering mane?
Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
20 Dost thou make him to leap as a locust? His majestic snorting is terrible.
og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
21 He paweth in the valley, and rejoiceth in [his] strength; he goeth forth to meet the armed host.
Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
22 He laugheth at fear, and is not affrighted; neither turneth he back from before the sword.
den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
23 The quiver rattleth upon him, the glittering spear and the javelin.
Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
24 He swalloweth the ground with fierceness and rage, and cannot contain himself at the sound of the trumpet:
den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
25 At the noise of the trumpets he saith, Aha! and he smelleth the battle afar off, the thunder of the captains, and the shouting.
et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
26 Doth the hawk fly by thine intelligence, [and] stretch his wings toward the south?
Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
27 Doth the eagle mount up at thy command, and make his nest on high?
Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
28 He inhabiteth the rock and maketh his dwelling on the point of the cliff, and the fastness:
Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
29 From thence he spieth out the prey, his eyes look into the distance;
den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
30 And his young ones suck up blood; and where the slain are, there is he.
Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!

< Job 39 >