Job 10

1 My soul is weary of my life. I will release my words against myself. I will speak in the bitterness of my soul.

Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

2 I will say to God: Do not be willing to condemn me. Reveal to me why you judge me this way.

Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

3 Does it seem good to you, if you find fault with me and oppress me, the work of your own hands, and assist the counsel of the impious?

Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?

4 Do you have bodily eyes? Or, just as man sees, will you see?

Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?

5 Are your days just like the days of man, and are your years as the times of humans,

Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,

6 so that you would inquire about my iniquity and examine my sin?

saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,

7 And you know that I have done nothing impious, yet there is no one who can deliver from your hand.

da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?

8 Your hands have made me and formed me all around, and, in this way, do you suddenly throw me away?

Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!

9 Remember, I ask you, that you have fashioned me like clay, and you will reduce me to dust.

Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!

10 Have you not extracted me like milk and curdled me like cheese?

Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?

11 You have clothed me with skin and flesh. You have put me together with bones and nerves.

Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?

12 You have assigned to me life and mercy, and your visitation has preserved my spirit.

du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.

13 Though you may conceal this in your heart, yet I know that you remember everything.

Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:

14 If I have sinned, and you have spared me for an hour, why do you not endure me to be clean from my iniquity?

Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.

15 And if I should be impious, woe to me, and if I should be just, I will not lift up my head, being drenched with affliction and misery.

Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.

16 And because of pride, you will seize me like a lioness, and having returned, you torment me to an extraordinary degree.

Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;

17 You renew your testimony against me, and you multiply your wrath against me, and these punishments make war within me.

du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.

18 Why did you lead me out of the womb? If only I had been consumed, so that no eye would ever see me!

Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!

19 I should have been as if I had not been: transferred from the womb to the tomb.

Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.

20 Will not my few days be completed soon? Release me, therefore, so that I may lament my sorrows a little,

Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,

21 before I depart and return no more to a land that is dark and covered with the fog of death,

før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,

22 a land of misery and darkness, where the shadow of death, and nothing else but everlasting horror, dwells.

et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.