Job 7

1 Is not the life of man upon earth a state of trial? and his existence as that of a hireling by the day?

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

2 Or as a servant that fears his master, and one who has grasped a shadow? or as a hireling waiting for his pay?

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

3 So have I also endured months of vanity, and nights of pain have been appointed me.

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

4 Whenever I lie down, I say, When [will it be] day? and whenever I rise up, again [I say] when [will it be] evening? and I am full of pains from evening to morning.

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

5 And my body is covered with loathsome worms; and I waste away, scraping off clods of dust from my eruption.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

6 And my life is lighter than a word, and has perished in vain hope.

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

7 Remember then that my life is breath, and mine eye shalt not yet again see good.

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

8 The eye of him that sees me shall not see me [again]: thine eyes are upon me, and I am no more.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

9 [I am] as a cloud that is cleared away from the sky: for if a man go down to the grave, he shall not come up again: (Sheol h7585)

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)

10 and he shall surely not return to his own house, neither shall his place know him any more.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

11 Then neither will I refrain my mouth: I will speak being in distress; being in anguish I will disclose the bitterness of my soul.

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

12 Am I a sea, or a serpent, that thou hast set a watch over me?

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

13 I said that my bed should comfort me, and I would privately counsel with myself on my couch.

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

14 Thou scarest me with dreams, and dost terrify me with visions.

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

15 Thou wilt separate life from my spirit; and yet [keep] my bones from death.

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

16 For I shall not live for ever, that I should patiently endure: depart from me, for my life [is] vain.

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

17 For what is man, that thou hast magnified him? or that thou givest heed to him?

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

18 Wilt thou visit him till the morning, and judge him till [the time of] rest?

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

19 How long dost thou not let me alone, nor let me go, until I shall swallow down my spittle?

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

20 If I have sinned, what shall I be able to do, O thou that understandest the mind of men? why hast thou made me as thine accuser, and [why] am I a burden to thee?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

21 Why hast thou not forgotten my iniquity, and purged my sin? but now I shall depart to the earth; and in the morning I am no more.

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!