Psalms 137

1 By the rivers of Babylon, there we sat down. Yes, we wept, when we remembered Zion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 On the willows in that land, we hung up our harps.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For there, those who led us captive asked us for songs. Those who tormented us demanded songs of joy: “Sing us one of the songs of Zion!”

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 How can we sing the LORD’s song in a foreign land?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget you, Jerusalem, let my right hand forget its skill.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Let my tongue stick to the roof of my mouth if I do not remember you, if I do not prefer Jerusalem above my chief joy.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember, LORD, against the children of Edom in the day of Jerusalem, who said, “Raze it! Raze it even to its foundation!”

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 Daughter of Babylon, doomed to destruction, he will be happy who repays you, as you have done to us.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Happy shall he be, who takes and dashes your little ones against the rock.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.