< Job 4 >

1 Then Eliphaz the Temanite answered,
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 “If someone ventures to talk with you, will you be grieved? But who can withhold himself from speaking?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Behold, you have instructed many, you have strengthened the weak hands.
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Your words have supported him who was falling, you have made the feeble knees firm.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
5 But now it has come to you, and you faint. It touches you, and you are troubled.
Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Is not your piety your confidence? Is not the integrity of your ways your hope?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
7 “Remember, now, who ever perished, being innocent? Or where were the upright cut off?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 According to what I have seen, those who plow iniquity and sow trouble, reap the same.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
9 By the breath of God they perish. By the blast of his anger are they consumed.
For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
10 The roaring of the lion, and the voice of the fierce lion, the teeth of the young lions, are broken.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
11 The old lion perishes for lack of prey. The cubs of the lioness are scattered abroad.
Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
12 “Now a thing was secretly brought to me. My ear received a whisper of it.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 In thoughts from the visions of the night, when deep sleep falls on men,
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 fear came on me, and trembling, which made all my bones shake.
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Then a spirit passed before my face. The hair of my flesh stood up.
et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
16 It stood still, but I could not discern its appearance. A form was before my eyes. Silence, then I heard a voice, saying,
Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 ‘Shall mortal man be more just than God? Shall a man be more pure than his Maker?
"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Behold, he puts no trust in his servants. He charges his angels with error.
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 How much more those who dwell in houses of clay, whose foundation is in the dust, who are crushed before the moth!
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 Between morning and evening they are destroyed. They perish forever without any regarding it.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
21 Is not their tent cord plucked up within them? They die, and that without wisdom.’
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

< Job 4 >