< Job 14 >

1 “Man, who is born of a woman, is of few days, and full of trouble.
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 He grows up like a flower, and is cut down. He also flees like a shadow, and does not continue.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 Do you open your eyes on such a one, and bring me into judgment with you?
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Who can bring a clean thing out of an unclean? Not one.
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 Seeing his days are determined, the number of his months is with you, and you have appointed his bounds that he cannot pass.
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 Look away from him, that he may rest, until he accomplishes, as a hireling, his day.
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 “For there is hope for a tree if it is cut down, that it will sprout again, that the tender branch of it will not cease.
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Though its root grows old in the earth, and its stock dies in the ground,
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 yet through the scent of water it will bud, and sprout boughs like a plant.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 But man dies, and is laid low. Yes, man gives up the spirit, and where is he?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 As the waters fail from the sea, and the river wastes and dries up,
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 so man lies down and does not rise. Until the heavens are no more, they will not awake, nor be roused out of their sleep.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 "Oh that you would hide me in Sheol (Sheol h7585), that you would keep me secret until your wrath is past, that you would appoint me a set time and remember me!
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 If a man dies, will he live again? I would wait all the days of my warfare, until my release should come.
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 You would call, and I would answer you. You would have a desire for the work of your hands.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 But now you count my steps. Do not you watch over my sin?
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 My disobedience is sealed up in a bag. You fasten up my iniquity.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 “But the mountain falling comes to nothing. The rock is removed out of its place.
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 The waters wear the stones. The torrents of it wash away the dust of the earth. So you destroy the hope of man.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 You forever prevail against him, and he departs. You change his face, and send him away.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 His sons come to honor, and he does not know it. They are brought low, but he does not perceive it of them.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 But his flesh on him has pain, and his soul within him mourns.”
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

< Job 14 >