< Højsangen 6 >

1 Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.
Whither is thy beloved gone, O thou fairest among women? whither hath thy beloved turned him, that we may seek him with thee?
2 Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer.
My beloved is gone down to his garden, to the beds of spices, to feed in the gardens, and to gather lilies.
3 Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer.
I am my beloved’s, and my beloved is mine: he feedeth [his flock] among the lilies.
4 Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner.
Thou art beautiful, O my love, as Tirzah, comely as Jerusalem, terrible as an army with banners.
5 Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead.
Turn away thine eyes from me, for they have overcome me. Thy hair is as a flock of goats, that lie along the side of Gilead.
6 dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;
Thy teeth are like a flock of ewes, which are come up from the washing; whereof every one hath twins, and none is bereaved among them.
7 din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.
Thy temples are like a piece of a pomegranate behind thy veil.
8 Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal.
There are threescore queens, and fourscore concubines, and virgins without number.
9 Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.
My dove, my undefiled, is [but] one; she is the only one of her mother; she is the choice one of her that bare her. The daughters saw her, and called her blessed; [yea], the queens and the concubines, and they praised her.
10 Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?
Who is she that looketh forth as the morning, fair as the moon, clear as the sun, terrible as an army with banners?
11 Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst.
I went down into the garden of nuts, to see the green plants of the valley, to see whether the vine budded, [and] the pomegranates were in flower.
12 Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks Vogne.
Or ever I was aware, my soul set me [among] the chariots of my princely people.
13 Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?"
Return, return, O Shulammite; return, return, that we may look upon thee. Why will ye look upon the Shulammite, as upon the dance of Mahanaim?

< Højsangen 6 >