< Højsangen 2 >

1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje
I am the rose of Sharon, the lily of the valleys.—
2 Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
Like the lily among the thorns, so is my beloved among the young maidens.—
3 Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
Like the apple-tree among the trees of the forest, so is my friend among the young men: under his shadow do I ardently wish to sit, and his fruit is sweet to my palate.
4 Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
He brought me to the banqueting-house, and his banner over me was love.
5 Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
Strengthen me with flagons of wine, refresh me with apples; for sick of love am I.
6 Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
Oh that his left hand might be under my head, and that his right might embrace me.
7 Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
I adjure you, O daughters of Jerusalem, by the roes, and by the hinds of the field, that ye awaken not, nor excite my love, till it please [to come of itself].—
8 Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
The voice of my friend! behold, there he cometh, leaping over the mountains, skipping over the hills.
9 Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
My friend is like a roebuck or the fawn of the hinds: behold, there he standeth behind our wall, looking in at the windows, seeing through the lattice.
10 Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!
My friend commenced, and said unto me, Rise thee up, my beloved, my fair one, and come along.
11 Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
For, lo, the winter is past, the rain is over and gone its way.
12 Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
The flowers are seen in the land; the time of the [birds'] singing is come, and the voice of the turtle-dove is heard in our land;
13 Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,
The fig-tree perfumeth its green figs, and the vines with young grapes give forth a [pleasant] smell. Arise thee, my beloved, my fair one, and come along.
14 min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
O my dove, who art in the clefts of the rock, in the recesses of the cliffs, let me see thy countenance, let me hear thy voice; for thy voice is sweet, and thy countenance is comely.—
15 Fang os de Ræve, de Ræve små, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
Seize for us the foxes, the little foxes, that injure the vineyards; for our vineyards have young grapes.
16 Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
My friend is mine, and I am his—that feedeth among the lilies.
17 til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!
Until the day become cool, and the shadows flee away, turn about, my friend, and be thou like the roebuck or the fawn of the hinds upon the mountains of separation.

< Højsangen 2 >