Aabenbaringen 4
1 Derefter så jeg, og se, der var en Dør åbnet i Himmelen, og den første Røst, hvilken jeg havde hørt som af en Basun, der talte med mig, sagde: Stig herop, og jeg vil vise dig, hvad der skal ske herefter.
tataH paraM mayA dRSTipAtaM kRtvA svarge muktaM dvAram ekaM dRSTaM mayA sahabhASamANasya ca yasya tUrIvAdyatulyo ravaH pUrvvaM zrutaH sa mAm avocat sthAnametad Arohaya, itaH paraM yena yena bhavitavyaM tadahaM tvAM darzayiSye|
2 Straks henryktes jeg i Ånden; og se, en Trone stod i Himmelen, og en sad på Tronen,
tenAhaM tatkSaNAd AtmAviSTo bhUtvA 'pazyaM svarge siMhAsanamekaM sthApitaM tatra siMhAsane eko jana upaviSTo 'sti|
3 og den siddende var at se til ligesom Jaspissten og Sarder, og der var en Regnbue omkring Tronen, at se til ligesom Smaragd.
siMhAsane upaviSTasya tasya janasya rUpaM sUryyakAntamaNeH pravAlasya ca tulyaM tat siMhAsanaJca marakatamaNivadrUpaviziSTena meghadhanuSA veSTitaM|
4 Og omkring Tronen var der fire og tyve Troner, og på Tronerne sad der fire og tyve Ældste, iførte hvide Klæder og med Guldkranse på deres Hoveder.
tasya siMhAsane caturdikSu caturviMzatisiMhAsanAni tiSThanti teSu siMhAsaneSu caturviMzati prAcInalokA upaviSTAste zubhravAsaHparihitAsteSAM zirAMsi ca suvarNakirITai rbhUSitAni|
5 Og fra Tronen udgår der Lyn og Røster og Tordener, og syv Ildfakler brænde foran Tronen, hvilke ere de syv Guds Ånder.
tasya siMhAsanasya madhyAt taDito ravAH stanitAni ca nirgacchanti siMhAsanasyAntike ca sapta dIpA jvalanti ta Izvarasya saptAtmAnaH|
6 Og foran Tronen er der som et Glarhav, ligesom Krystal, og midt for Tronen og rundt om Tronen fire levende Væsener, fulde af Øjne fortil og bagtil.
aparaM siMhAsanasyAntike sphaTikatulyaH kAcamayo jalAzayo vidyate, aparam agrataH pazcAcca bahucakSuSmantazcatvAraH prANinaH siMhasanasya madhye caturdikSu ca vidyante|
7 Og det første Væsen ligner en Løve; og det andet Væsen ligner en Okse; og det tredje Væsen har Ansigt som et Menneske; og det fjerde Væsen ligner en flyvende Ørn.
teSAM prathamaH prANI siMhAkAro dvitIyaH prANI govAtsAkArastRtIyaH prANI manuSyavadvadanaviziSTazcaturthazca prANI uDDIyamAnakuraropamaH|
8 Og de fire Væsener have hvert især seks Vinger, rundt om og indadtil ere de fulde af Øjne; og uden Ophør sige de Dag og Nat: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer!
teSAM caturNAm ekaikasya prANinaH SaT pakSAH santi te ca sarvvAGgeSvabhyantare ca bahucakSurviziSTAH, te divAnizaM na vizrAmya gadanti pavitraH pavitraH pavitraH sarvvazaktimAn varttamAno bhUto bhaviSyaMzca prabhuH paramezvaraH|
9 Og når Væsenerne give Ære og Pris og Tak til ham, som sidder på Tronen, ham, som lever i Evighedernes Evigheder, (aiōn g165)
itthaM taiH prANibhistasyAnantajIvinaH siMhAsanopaviSTasya janasya prabhAve gaurave dhanyavAde ca prakIrttite (aiōn g165)
10 da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder på Tronen, og tilbede ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og lægge deres Kranse ned for Tronen og sige: (aiōn g165)
te caturviMzatiprAcInA api tasya siMhAsanopaviSTasyAntike praNinatya tam anantajIvinaM praNamanti svIyakirITAMzca siMhAsanasyAntike nikSipya vadanti, (aiōn g165)
11 Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få Prisen og Æren og Magten; thi du har skabt alle Ting, og på Grund af din Villie vare de, og bleve de skabte.
he prabho IzvarAsmAkaM prabhAvaM gauravaM balaM| tvamevArhasi samprAptuM yat sarvvaM sasRje tvayA| tavAbhilASatazcaiva sarvvaM sambhUya nirmmame||
