< Salme 93 >

1 HERREN har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, HERREN har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. 2 Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du! 3 Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag. 4 Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er HERREN herlig i det høje! 5 Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, HERRE, så længe Dagene varer!

< Salme 93 >