Salme 88

1 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

Psalmus, Canticum psalmi, in finem, filiis Core, pro Maheleth ad respondendum, intellectus Eman Israelitae. Domine Deus salutis meae: in die clamavi, et nocte coram te.

2 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

Intret in conspectu tuo oratio mea: inclina aurem tuam ad precem meam:

3 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)

Quia repleta est malis anima mea: et vita mea inferno appropinquavit. (Sheol h7585)

4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

Aestimatus sum cum descendentibus in lacum: factus sum sicut homo sine adiutorio,

5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

inter mortuos liber, Sicut vulnerati dormientes in sepulchris, quorum non es memor amplius: et ipsi de manu tua repulsi sunt.

6 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

Posuerunt me in lacu inferiori: in tenebrosis, et in umbra mortis.

7 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)

Super me confirmatus est furor tuus: et omnes fluctus tuos induxisti super me.

8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

Longe fecisti notos meos a me: posuerunt me abominationem sibi. Traditus sum, et non egrediebar:

9 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

oculi mei languerunt prae inopia. Clamavi ad te Domine tota die: expandi ad te manus meas.

10 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)

Numquid mortuis facies mirabilia: aut medici suscitabunt, et confitebuntur tibi?

11 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

Numquid narrabit aliquis in sepulchro misericordiam tuam, et veritatem tuam in perditione?

12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

Numquid cognoscentur in tenebris mirabilia tua: et iustitia tua in terra oblivionis?

13 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

Et ego ad te, Domine, clamavi, et mane oratio mea praeveniet te.

14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

Ut quid Domine repellis orationem meam: avertis faciem tuam a me?

15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

Pauper sum ego, et in laboribus a iuventute mea: exaltatus autem, humiliatus sum et conturbatus.

16 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

In me transierunt irae tuae: et terrores tui conturbaverunt me.

17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

Circumdederunt me sicut aqua tota die: circumdederunt me simul.

18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

Elongasti a me amicum, et proximum: et notos meos a miseria.