Salme 88

1 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

Canticum Psalmi, filiis Core, in finem, pro Maheleth ad respondendum. Intellectus Eman Ezrahitæ. [Domine, Deus salutis meæ, in die clamavi et nocte coram te.

2 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

Intret in conspectu tuo oratio mea, inclina aurem tuam ad precem meam.

3 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)

Quia repleta est malis anima mea, et vita mea inferno appropinquavit. (Sheol h7585)

4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

Æstimatus sum cum descendentibus in lacum, factus sum sicut homo sine adjutorio,

5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

inter mortuos liber; sicut vulnerati dormientes in sepulchris, quorum non es memor amplius, et ipsi de manu tua repulsi sunt.

6 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

Posuerunt me in lacu inferiori, in tenebrosis, et in umbra mortis.

7 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)

Super me confirmatus est furor tuus, et omnes fluctus tuos induxisti super me.

8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

Longe fecisti notos meos a me; posuerunt me abominationem sibi. Traditus sum, et non egrediebar;

9 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

oculi mei languerunt præ inopia. Clamavi ad te, Domine, tota die; expandi ad te manus meas.

10 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)

Numquid mortuis facies mirabilia? aut medici suscitabunt, et confitebuntur tibi?

11 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

Numquid narrabit aliquis in sepulchro misericordiam tuam, et veritatem tuam in perditione?

12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

Numquid cognoscentur in tenebris mirabilia tua? et justitia tua in terra oblivionis?

13 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

Et ego ad te, Domine, clamavi, et mane oratio mea præveniet te.

14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

Ut quid, Domine, repellis orationem meam; avertis faciem tuam a me?

15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

Pauper sum ego, et in laboribus a juventute mea; exaltatus autem, humiliatus sum et conturbatus.

16 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

In me transierunt iræ tuæ, et terrores tui conturbaverunt me:

17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

circumdederunt me sicut aqua tota die; circumdederunt me simul.

18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

Elongasti a me amicum et proximum, et notos meos a miseria.]