Salme 81

1 (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.) Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud,

Radujte se Bogu, koji nam daje krjepost; poklikujte Bogu Jakovljevu.

2 istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;

Podignite pjesme, dajte bubanj, slatke gusle sa psaltirom.

3 stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag!

Trubite o mijeni u trubu, o uštapu radi praznika našega.

4 Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;

Jer je taki zakon u Izrailja, naredba od Boga Jakovljeva.

5 han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.

Za svjedoèanstvo postavi Josifu ovo, kad iðaše na zemlju Misirsku. Jezik, kojega ne znah, èuh:

6 "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.

“Uklonio sam ramena njegova od bremena, ruke njegove oprostiše se kotarica.

7 I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. (Sela)

U nevolji si me zazvao, i izbavih te, usliših te usred groma, na vodi Merivi iskušah te.

8 Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!

Slušaj, narode moj, i zasvjedoèiæu ti, Izrailju, o kad bi me poslušao:

9 En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!

Da ne bude u tebe tuðega Boga, i Bogu stranome nemoj se klanjati.

10 Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!

Ja sam Gospod, Bog tvoj, koji sam te izveo iz zemlje Misirske; otvori usta svoja, i ja æu ih napuniti.

11 Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.

Ali ne posluša narod moj glasa mojega, Izrailj ne mari za me.

12 Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd.

I ja ih pustih na volju srca njihova, neka hode po svojim mislima.

13 Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje!

O kad bi narod moj slušao mene, i sinovi Izrailjevi hodili putovima mojim!

14 Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner!

Brzo bih pokorio neprijatelje njihove, i na protivnike njihove digao bih ruku svoju;

15 Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt;

Koji mrze na Gospoda, bili bi im pokorni, i dobri dani njihovi bili bi dovijeka;

16 jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!"

Najboljom bi pšenicom hranio njih, i medom bih iz kamena sitio ih.”