Salme 74

1 (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

Oh Bog, zakaj nas zavračaš za vedno? Zakaj se tvoja jeza kadi proti ovcam tvoje paše?

2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Spomni se svoje skupnosti, ki si jo odkupil od davnine, palico svoje dediščine, ki si jo odkupil, to goro Sion, kjer prebivaš.

3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Dvigni svoja stopala k neprestanim opustošenjem, celó vsemu kar je sovražnik zlobnega storil v svetišču.

4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Tvoji sovražniki rjovijo v sredi tvojih skupnosti, svoje zastave so postavili za znamenja.

5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

Človek je bil slaven, če je nad debela drevesa dvigoval sekire.

6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

Toda sedaj so s sekirami in kladivi takoj zlomili rezljano delo le-tega.

7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

Ogenj so vrgli v tvoje svetišče, s podrtjem do tal so omadeževali bivališče tvojega imena.

8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

V svojih srcih so rekli: »Skupaj jih uničimo.« V deželi so požgali vse Božje sinagoge.

9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Ne vidimo svojih znamenj. Nobenega preroka ni več niti tukaj med nami ni nobenega, ki ve doklej.

10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

Oh Bog, doklej bo nasprotnik grajal? Mar bo sovražnik na veke preklinjal tvoje ime?

11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Zakaj umikaš svojo roko, celó svojo desnico? Iztrgaj jo iz svojega naročja.

12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Kajti Bog je moj Kralj od davnine, ki dela rešitev duš v sredi zemlje.

13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;

S svojo močjo si razdelil morje. Razbijaš glave zmajem v vodah.

14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Razbijaš glave leviatána na koščke in ga daješ, da postane hrana ljudstvu, ki prebiva v divjini.

15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

Združil si studenec in morje, osušuješ mogočne reke.

16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

Dan je tvoj, tudi noč je tvoja, pripravil si svetlobo in sonce.

17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Določil si vse meje zemlje. Naredil si poletje in zimo.

18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

Spomni se, da je sovražnik grajal, oh Gospod in da je nespametno ljudstvo izrekalo bogokletje proti tvojemu imenu.

19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

Oh ne izročaj duše svoje grlice množici zlobnih. Ne pozabi skupnosti svojih ubogih na veke.

20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Ozri se k zavezi, kajti temni kraji zemlje so polni prebivališč krutosti.

21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Oh naj se zatirani ne vrne osramočen. Naj ubog in pomoči potreben hvalita tvoje ime.

22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,

Vstani, oh Bog, zagovarjaj svojo lastno pravdo. Spomni se, kako te nespameten človek dnevno graja.

23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Ne pozabi glasu svojih sovražnikov. Hrup teh, ki vstajajo zoper tebe, se nenehno povečuje.