Salme 74

1 (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

Intellectus Asaph. Ut quid Deus repulisti in finem: iratus est furor tuus super oves pascuæ tuæ?

2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Memor esto congregationis tuæ, quam possedisti ab initio. Redemisti virgam hereditatis tuæ: mons Sion, in quo habitasti in eo.

3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Leva manus tuas in superbias eorum in finem: quanta malignatus est inimicus in sancto!

4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Et gloriati sunt qui oderunt te: in medio solemnitatis tuæ. Posuerunt signa sua, signa:

5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

et non cognoverunt sicut in exitu super summum. Quasi in silva lignorum securibus

6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

exciderunt ianuas eius in idipsum: in securi, et ascia deiecerunt eam.

7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

Incenderunt igni Sanctuarium tuum: in terra polluerunt tabernaculum nominis tui.

8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

Dixerunt in corde suo cognatio eorum simul: quiescere faciamus omnes dies festos Dei a terra.

9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Signa nostra non vidimus, iam non est propheta: et nos non cognoscet amplius.

10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

Usquequo Deus improperabit inimicus: irritat adversarius nomen tuum in finem?

11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Ut quid avertis manum tuam, et dexteram tuam, de medio sinu tuo in finem?

12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Deus autem rex noster ante sæcula: operatus est salutem in medio terræ.

13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;

Tu confirmasti in virtute tua mare: contribulasti capita draconum in aquis.

14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Tu confregisti capita draconis: dedisti eum escam populis Æthiopum.

15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

Tu dirupisti fontes, et torrentes: tu siccasti fluvios Ethan.

16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

Tuus est dies, et tua est nox: tu fabricatus es auroram et solem.

17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Tu fecisti omnes terminos terræ: æstatem et ver tu plasmasti ea.

18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

Memor esto huius, inimicus improperavit Domino: et populus insipiens incitavit nomen tuum.

19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

Ne tradas bestiis animas confitentes tibi, et animas pauperum tuorum ne obliviscaris in finem.

20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Respice in testamentum tuum: quia repleti sunt, qui obscurati sunt terræ domibus iniquitatum.

21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Ne avertatur humilis factus confusus: pauper et inops laudabunt nomen tuum.

22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,

Exurge Deus, iudica causam tuam: memor esto improperiorum tuorum, eorum quæ ab insipiente sunt tota die.

23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Ne obliviscaris voces inimicorum tuorum: superbia eorum, qui te oderunt, ascendit semper.