Salme 74

1 (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

Eine Unterweisung Asaphs. Gott, warum verstößest du uns so gar und bist so grimmig zornig über die Schafe deiner Weide?

2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Gedenke an deine Gemeinde, die du vor alters erworben und dir zum Erbteil erlöst hast, an den Berg Zion, darauf du wohnest.

3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Hebe deine Schritte zum dem, was so lange wüst liegt. Der Feind hat alles verderbt im Heiligtum.

4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Deine Widersacher brüllen in deinen Häusern und setzen ihre Götzen darein.

5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

Man sieht die Äxte obenher blinken, wie man in einen Wald haut;

6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

sie zerhauen alle seine Tafelwerke mit Beil und Barte.

7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

Sie verbrennen dein Heiligtum; sie entweihen und werfen zu Boden die Wohnung deines Namens.

8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

Sie sprechen in ihrem Herzen; “Laßt uns sie plündern!” Sie verbrennen alle Häuser Gottes im Lande.

9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Unsere Zeichen sehen wir nicht, und kein Prophet predigt mehr, und keiner ist bei uns, der weiß, wie lange.

10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

Ach Gott, wie lange soll der Widersacher schmähen und der Feind deinen Namen so gar verlästern?

11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Warum wendest du deine Hand ab? Ziehe von deinem Schoß dein Rechte und mache ein Ende.

12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Gott ist ja mein König von alters her, der alle Hilfe tut, die auf Erden geschieht.

13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;

Du zertrennst das Meer durch dein Kraft und zerbrichst die Köpfe der Drachen im Wasser.

14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Du zerschlägst die Köpfe der Walfische und gibst sie zur Speise dem Volk in der Einöde.

15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

Du lässest quellen Brunnen und Bäche; du läßt versiegen starke Ströme.

16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

Tag und Nacht ist dein; du machst, daß Sonne und Gestirn ihren gewissen Lauf haben.

17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Du setzest einem jeglichen Lande seine Grenze; Sommer und Winter machst du.

18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

So gedenke doch des, daß der Feind den HERRN schmäht und ein töricht Volk lästert deinen Namen.

19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

Du wollest nicht dem Tier geben die Seele deiner Turteltaube, und der Herde deiner Elenden nicht so gar vergessen.

20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Gedenke an den Bund; denn das Land ist allenthalben jämmerlich verheert, und die Häuser sind zerrissen.

21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Laß den Geringen nicht in Schanden davongehen; laß die Armen und Elenden rühmen deinen Namen.

22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,

Mache dich auf, Gott, und führe aus deine Sache; gedenke an die Schmach, die dir täglich von den Toren widerfährt.

23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Vergiß nicht des Geschreis deiner Feinde; das Toben deiner Widersacher wird je länger, je größer.