Salme 73

1 (En Salme af Asaf.) Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!

Ta dobar je Bog Izrailju, onima koji su èista srca.

2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

A noge moje umalo ne zaðoše, umalo ne popuznuše stopala moja,

3 thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

Jer se rasrdih na bezumnike videæi kako bezbožnici dobro žive.

4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

Jer ne znaju za nevolju do same smrti, i tijelo je njihovo pretilo.

5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

Na poslovima èovjeèijim nema ih, i ne muèe se s drugim ljudima.

6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

Toga radi optoèeni su ohološæu kao ogrlicom, i obuèeni u obijest kao u stajaæe ruho.

7 Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

Od debljine izbuljeno im je oko, srce puno klape.

8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

Potsmijevaju se, pakosno govore o nasilju, oholo govore.

9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.

Usta svoja dižu u nebo, i zemlju prolazi jezik njihov.

10 Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.

I zato se onamo navraæaju neki iz naroda njegova, i piju vodu iz puna izvora.

11 De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"

I govore: kako æe razabrati Bog? zar višnji zna?

12 Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!

Pa eto, ovi bezbožnici sreæni na svijetu umnožavaju bogatstvo.

13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

Zar dakle uzalud èistim srce svoje, i umivam bezazlenošæu ruke svoje,

14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

Dopadam rana svaki dan, i muke svako jutro?

15 Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."

Kad bih kazao: govoriæu kao i oni, iznevjerio bih rod sinova tvojih.

16 Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

I tako stadoh razmišljati da bih ovo razumio; ali to bješe teško u oèima mojima.

17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

Dok najposlije uðoh u svetinju Božiju, i doznah kraj njihov.

18 Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.

Ta na klizavom mjestu postavio si ih, i bacaš ih u propast!

19 Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

Kako zaèas propadaju, ginu, nestaje ih od nenadne strahote!

20 De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.

Kao san, kad se èovjek probudi, tako probudivši ih, Gospode, u ništa obraæaš utvaru njihovu.

21 Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

Kad kipljaše srce moje i rastrzah se u sebi,

22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

Tada bijah neznalica i ne razumijevah; kao živinèe bijah pred tobom.

23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;

Ali sam svagda kod tebe, ti me držiš za desnu ruku.

24 du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.

Po svojoj volji vodiš me, i poslije æeš me odvesti u slavu.

25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!

Koga imam na nebu? i s tobom nièega neæu na zemlji.

26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.

Èezne za tobom tijelo moje i srce moje; Bog je grad srca mojega i dio moj dovijeka.

27 Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.

Jer evo koji otstupiše od tebe, ginu; ti istrebljavaš svakoga koji èini preljubu ostavljajuæi tebe.

28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.

A meni je dobro biti blizu Boga. Na Gospoda polažem nadanje svoje, i kazivaæu sva èudesa tvoja.