Salme 69
1 (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
Psalmus David, in finem, pro iis, qui commutabuntur. Salvum me fac Deus: quoniam intraverunt aquae usque ad animam meam.
2 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
Infixus sum in limo profundi: et non est substantia. Veni in altitudinem maris: et tempestas demersit me.
3 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;
Laboravi clamans, raucae factae sunt fauces meae: defecerunt oculi mei, dum spero in Deum meum.
4 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
Multiplicati sunt super capillos capitis mei, qui oderunt me gratis. Confortati sunt qui persecuti sunt me inimici mei iniuste: quae non rapui, tunc exolvebam.
5 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
Deus tu scis insipientiam meam: et delicta mea a te non sunt abscondita.
6 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!
Non erubescant in me qui expectant te Domine, Domine virtutum. Non confundantur super me qui quaerunt te, Deus Israel.
7 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
Quoniam propter te sustinui opprobrium: operuit confusio faciem meam.
8 fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.
Extraneus factus sum fratribus meis, et peregrinus filiis matris meae.
9 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:
Quoniam zelus domus tuae comedit me: et opprobria exprobrantium tibi, ceciderunt super me.
10 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
Et operui in ieiunio animam meam: et factum est in opprobrium mihi.
11 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
Et posui vestimentum meum cilicium: et factus sum illis in parabolam.
12 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
Adversum me loquebantur qui sedebant in porta: et in me psallebant qui bibebant vinum.
13 Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
Ego vero orationem meam ad te Domine: tempus beneplaciti Deus. In multitudine misericordiae tuae exaudi me, in veritate salutis tuae:
14 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
Eripe me de luto, ut non infigar: libera me ab iis, qui oderunt me, et de profundis aquarum.
15 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
Non me demergat tempestas aquae, neque absorbeat me profundum: neque urgeat super me puteus os suum.
16 Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
Exaudi me Domine, quoniam benigna est misericordia tua: secundum multitudinem miserationum tuarum respice in me.
17 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;
Et ne avertas faciem tuam a puero tuo: quoniam tribulor, velociter exaudi me.
18 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
Intende animae meae, et libera eam: propter inimicos meos eripe me.
19 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.
Tu scis improperium meum, et confusionem meam, et reverentiam meam.
20 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;
In conspectu tuo sunt omnes qui tribulant me, improperium expectavit cor meum et miseriam. Et sustinui qui simul contristaretur, et non fuit: et qui consolaretur, et non inveni.
21 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
Et dederunt in escam meam fel: et in siti mea potaverunt me aceto.
22 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
Fiat mensa eorum coram ipsis in laqueum, et in retributiones, et in scandalum.
23 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
Obscurentur oculi eorum ne videant: et dorsum eorum semper incurva.
24 Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;
Effunde super eos iram tuam: et furor irae tuae comprehendat eos.
25 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
Fiat habitatio eorum deserta: et in tabernaculis eorum non sit qui inhabitet.
26 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.
Quoniam quem tu percussisti, persecuti sunt: et super dolorem vulnerum meorum addiderunt.
27 Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
Appone iniquitatem super iniquitatem eorum: et non intrent in iustitiam tuam.
28 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
Deleantur de Libro viventium: et cum iustis non scribantur.
29 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
Ego sum pauper et dolens: salus tua Deus suscepit me.
30 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
Laudabo nomen Dei cum cantico: et magnificabo eum in laude:
31 det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
Et placebit Deo super vitulum novellum: cornua producentem et ungulas.
32 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
Videant pauperes et laetentur: quaerite Deum, et vivet anima vestra:
33 Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
Quoniam exaudivit pauperes Dominus: et vinctos suos non despexit.
34 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
Laudent illum caeli et terra, mare, et omnia reptilia in eis.
35 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;
Quoniam Deus salvam faciet Sion: et aedificabuntur civitates Iuda. Et inhabitabunt ibi, et hereditate acquirent eam.
36 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
Et semen servorum eius possidebit eam, et qui diligunt nomen eius, habitabunt in ea.
