Salme 42

1 (Til sangmesteren. En maskil af Koras sønner.) Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud.

For the leader. A maskil of the Korahites. Like the hart which longs for brooks of water, I long for you, God.

2 Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn?

I thirst for God, for my living God. When shall I enter in, and see the face of God?

3 Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?"

My tears have been my food by day and by night; for they say to me all the day long, ‘Where is your God?’

4 Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren.

My heart floods with sorrow, as I call to mind: how I used to pass on with the throng, at their head, to the house of God, with glad shouts and giving of thanks, in the throng who kept festival.

5 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

Why am I downcast? Why this moaning within me? Hope in God; for yet will I praise him, my help, my God.

6 Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg.

I am sunk in my misery; I will therefore call you to mind from the land of Jordan and Hermon, the mountain Mizar.

7 Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.

Flood is calling to flood at the noise of your cataracts; all your waves and your breakers have passed over me.

8 Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

In the day I cry to the Lord to summon his kindness; and the song that I sing in the night is a prayer to the living God.

9 Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

I say to God my rock, ‘Why have you forgotten me? Why must I walk so sadly, so hard pressed by the foe?’

10 Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?"

It pierces me to the heart to hear the enemy’s taunts, as all the day long they say to me, ‘Where is your God?’

11 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

Why am I downcast? Why this moaning within me? Hope in God; for yet will I praise him, my help, my God.