Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

Jeduthun loh mawt vaengkah ham David kah Tingtoenglung “Ka lai te tholh ve tila ka khosing ka ngaithuen vetih ka hmai ah halang khui atah ka ka dongah kahu ka khueh mai bitni,” ka ti.

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

Duemnah neh ka tum uh tih a then lamloh ka ngam hatah ka thakkhoeihnah loh n'lawn.

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Ka kohnuenah neh ka ko khuiah ka lungbuei loh ling sut tih hmai la a rhong dongah ka lai neh,

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

“Aw BOEIPA, ka hmakhah neh ka khohnin kah cungnueh te kai m'ming sak lah. Kai he hlang loh metla n'hnawt n'khoe m'ming sak lah.

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

Ka khohnin he kutsom pakhat dawk nan khueh tih ka khosaknah he namah hmai ah a hong la coeng. Te dongah hlang boeih he a honghi la rhip pai. (Selah)

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

Tedae hlang he mueihlip bangla cet tih a honghi la ko uh. A hmoek dae u loh a coi khaw ming pawh.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

Tedae balae ka lamtawn pueng. Ka ngaiuepnah he ka Boeipa namah dongah ni a om.

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

Ka dumlai boeih lamkah kai n'huul lah. Hlang ang kah kokhahnah la kai nan khueh moenih.

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

Namah loh na saii coeng dongah ka ka ang muehla ka khom.

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

Na kut rham loh kai n'khah coeng dongah namah kah phaepnah he kai taeng lamkah han khoe laeh.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

Thaesainah dongah toelthamnah neh hlang na toel. Bungbo kah a cak bangla a hlangthen te na hma sak dongah hlang boeih he a honghi ni. (Selah)

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

Aw BOEIPA, ka thangthuinah han ya lamtah ka mikphi neh ka pang vaengah hnatun lah. A pa rhoek boeih bangla kai khaw nang taengah lampah neh yinlai la ka om dongah olmueh ha dik boeh.

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Ka cet tih ka khum hlan ah ka ngai a dip ham khaw kai taeng lamkah mangthong mai dae.