< Salme 35 >

1 (Af David.) HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
David’s. Contend, O Yahweh, with them who contend with me, Make war upon them who make war upon me.
2 grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
Grasp buckler and shield, and arise in my help;
3 tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"
Then draw the spear, and close up against my pursuers, Say to my soul, Thy salvation, I am!
4 Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
Let them be ashamed and confounded, who are seeking my life, —Let them turn back and be put to the blush, who are devising my hurt:
5 de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,
Let them be as chaff before the wind, with, the messenger of Yahweh, pressing them on:
6 deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!
Let their way become dark and slippery, with, the messenger of Yahweh, pursuing them.
7 Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
For, without cause, have they hid for me, in a ditch, their net, —Without cause, have they digged [a pit] for my life.
8 Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
There shall reach him a ruin he could not know, —Yea, his own net which he hath hidden, shall capture him, Into that ruin, shall he fall!
9 Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
But, my soul, shall exult in Yahweh, —shall be glad in his salvation.
10 alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"
All my bones, shall say—O Yahweh, who is like unto thee? Rescuing the oppressed from one stronger than he, Yea the oppressed and the needy, from their spoiler.
11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
There rise up witnesses helping forward violence and wrong, What I know not, they demand of me:
12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
They repay me evil for good, Bereaving my soul.
13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
But, as for me, when they were sick, my clothing was sackcloth, I humbled, with fasting, my soul, though, my prayer, unto mine own bosom, might return:
14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
Like as for a friend, like as for a brother of mine own, I walked to and fro, As though mourning for a mother, I gloomily bowed myself down.
15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
But, in mine overthrow, have they rejoiced, and gathered themselves together, —There gathered themselves together against me foolish men, and I knew it not, They have torn in pieces, and not been silent;
16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
Amidst profane praters of perversion, have they gnashed upon me with their teeth.
17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
My Lord! how long wilt thou look on? Bring back my soul out of their raging, from among lions, my solitary self.
18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
I will thank thee, in the midst of a great convocation, —In the midst of a mighty people, will I praise thee.
19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
Let not them who are falsely my foes rejoice over me, As for them who hate me without cause, let them not wink the eye!
20 Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;
For, no salvation, will they utter, —But, against the quiet of the land, deceitful things, do they devise;
21 de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"
Yea they have opened wide against me their mouth, They have said, Aha! Aha! our own eye, hath seen!
22 Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
Thou hast seen, O Yahweh, do not keep silence! O My Lord! be not far from me:
23 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
Bestir thyself and wake up, to my vindication, O my God and My Lord!—to my plea:
24 døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
Vindicate me according to thy righteousness, O Yahweh, my God! And let them not rejoice over me:
25 Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"
Let them not say in their heart, Aha! to our mind! Let them not say, We have swallowed him up!
26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
Let them turn pale, and then at once blush, who are rejoicing at my misfortune, —Let them be clothed with shame and confusion, who are magnifying themselves against me.
27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"
Let them shout in triumph and rejoice, who are desiring my justification; And let them say continually, Yahweh be magnified, Who hath taken pleasure in the prosperity of his servant.
28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
Mine own tongue also, shall softly utter thy righteousness, —All the day long, —thy praise!

< Salme 35 >